Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina - sport

Oprindelige forfattere BBlP og SAnk Seneste forfatter Redaktionen

Den kinesiske tradition for fysisk udfoldelse har rødder i landets tidligste kulturhistorie. Kropskulturen har enten været forankret i en religiøs opdragende tradition, i krigertræning eller i almindelig social underholdning.

Wushu, den ældste og fortsat mest udbredte kinesiske kampsportsaktivitet, er en samling militærinspirerede, men som oftest våbenløse øvelser. Kampteknikken er gennem tiden blevet udvidet med elementer fra forskellige filosofiske tankesæt, fx de daoistisk inspirerede vejrtrækningsøvelser. Der er i dag mange former og stiludtryk for wushu; foruden den daglige massetræning, der især består af bokselignende rutiner og benbevægelser, arrangeres også mange opvisninger.

Taijiquan er en anden form for træning, som kombinerer fysiske og mentale aspekter (såkaldt skyggeboksning). Øvelserne kræver meget af kroppen, som både skal være i korrekt position og være afslappet og naturlig.

Annonce

Fodbold er blevet spillet under betegnelsen cuju eller taju, og den tidligste rudimentære form for nutidens fodbold er registreret i Kina omkring 2500 f.Kr. Moderne sport fik et ståsted i Kina efter Opiumkrigen 1839-42, men sideløbende blev de traditionelle kinesiske sportsaktiviteter, især bueskydning, brydning og wushu, fortsat fremhævet.

Med dannelsen af Folkerepublikken blev den fysiske kultur en vigtig del af den socialistiske stat. Mao udgav i 1917 et skrift med titlen: En undersøgelse af fysisk kultur. De højestplacerede politikere viste ved egen indsats vejen for alle, fx svømmede Mao i 1966 under enorm medieopmærksomhed over floden Chiang Jiang (Yangtze Kiang) som bevis på sin egen fysiske form.

Massesport blev et af statens midler til at fremme borgernes helbredstilstand og påvirke deres moralske udvikling. Mange former for gruppeorganiseret fysisk aktivitet blev igangsat, bl.a. udendørs fritstående gymnastiske øvelser efter radiotransmitterede instruktioner. For de fleste offentligt ansatte på kontorer og i fabrikker er der afsat tid til deltagelse i disse aktiviteter. Der eksisterer ikke sportsklubber som i Norden. Da først massesportsaktiviteterne fik fodfæste, blev der fra 1955 efter den sovjetiske sportsskolemodel satset på eliteudøvere i de olympiske discipliner.

I 1960'erne og 1970'erne trak Kina sig fra OL i protest mod Taiwans deltagelse, men har deltaget siden 1984 i Los Angeles. Store belønninger fra staten til medaljetagere og deres trænere blev en del af den bevidste stimulering af eliteidrætten.

Kina er internationalt dominerende inden for bordtennis, volleyball, gymnastik og svømning, fra begyndelsen af 1990'erne også inden for badminton og løb — især for kvinder på mellem- og langdistancerne. Efter at Beijing fik værtsskabet for OL 2008, satses der intenst og bredt på de fleste olympiske idrætsgrene.

Læs mere om Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger B. Peitersen, Steen Ankerdal: Kina - sport i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106254