Selvom fodbold er den mest populære idrætsgren i Kenya, er det de kenyanske mellem- og langdistanceløbere, som siden 1960'erne har fået verdenssportens opmærksomhed. Gennembruddet kom ved OL i 1968, hvor bl.a. vinderen af 1500 m, Kipchoge Keino, indvarslede de afrikanske løberes dominans i de efterfølgende årtier. Siden har landet frembragt et stigende antal topløbere; især i 3000 m forhindringsløb har de kenyanske løbere gjort sig gældende.

Bemærkelsesværdig er missionsskolen St. Patrick's High School, som kaldes den kenyanske løbeskoles vugge. Fra skolens oprettelse i 1960 lagde den irske inspektør afgørende vægt på skoleatletikken og tilknyttede idrætslærere med stor træningsindsigt. Den danske løber Wilson Kipketer kom oprindelig fra denne skole.

Hovedparten af stjerneløberne kommer fra de højtliggende centrale områder omkring Rift Valley; det er blevet diskuteret, om højden spiller en rolle for træningsresultaterne.

Læs mere om Kenya.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig