Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dansk Arbejder Idrætsforbund

Oprindelig forfatter JøHa Seneste forfatter Redaktionen

Dansk Arbejder Idrætsforbund, DAI, stiftet i 1929 på initiativ af Socialdemokratiet og Arbejdernes Boldspil-Union. Formålet var i opposition til den borgerlige idræt at varetage arbejderidrætsinteresser både inden for og uden for Dansk Idræts-Forbund, DIF. Efterhånden mindskedes forskellen i den idrætspolitiske opfattelse, og DAI har siden 1941 været et specialforbund under DIF. DAI har herefter hovedsagelig varetaget organisering af breddeidræt. I 1980'erne gik DAI aktivt ind i arbejdet med at udbrede idrætten til svagere grupper i samfundet, fx arbejdsløse og ældre, hvilket førte til dannelsen af Foreningen til fremme af Motion og Idræt, FMI, populært kaldet idræt om dagen. FMI er siden videreført i samarbejde med Dansk Firma-Idræts-Forbund, sideløbende med at DAI selv har videreudviklet aktiviteter med en motions- og sundhedsprofil, såsom stavgang, stolemotion og ældreidræt. DAI er medlem Confédération Sportive Internationale du Travail, der blev reorganiseret i 1946 og står bag arbejderidrættens internationale samarbejde. Dansk Arbejder Idrætsforbund havde 2015 ca. 138.000 i ca. 900 medlemsforeninger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Hansen: Dansk Arbejder Idrætsforbund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61387