DGI afholder hvert fjerde år Landsstævne, et af verdens største idrætsarrangementer. Landsstævne 1994 i Svendborg samlede 42.000 deltagere til tre døgns opvisning, idrætskamp, samvær og fest. Halvdelen af deltagerne var gymnaster, den anden halvdel boldspillere og andre idrætsfolk.

.

Dansk idræt og sport er kendetegnet ved stor aktivitet på breddeniveau, en lang foreningstradition og bred interesse for eliten inden for blandt andet håndbold, fodbold, badminton og svømning.

Idrættens omfang

57% af alle voksne og 80% af alle børn i Danmark dyrker en form for sport eller motion (2020). Mens børnene mest dyrker idræt i foreninger, har de voksne siden 1990'erne i stigende grad organiseret deres fysiske aktivitet selv.

Trods de nye tendenser står foreningslivet stadig stærkt, både i den danske befolkning og i de offentlige prioriteringer. Godt otte ud af ti børn og tre ud af ti voksne over 16 år – over 2,5 millioner danskere – er aktive i idrætsforeningerne. Hertil kommer, at knap hver femte voksne er frivillig i en af Danmarks ca. 11.500 idrætsforeninger (2020).

Listen over de mest populære idrætter i Danmark er et miks af klassiske foreningsidrætter som fodbold, svømning og gymnastik, individuelle aktiviteter som løb, vandreture og landevejscykling, og endelig fitnessaktiviteter, styrketræning og yoga, der typisk finder sted i kommercielle centre.

Idrættens organisering

Foreningsidrætten har tre hovedorganisationer med hver deres formål og arbejdsmåde: Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF). De tre organisationer konsulterer jævnligt hinanden med henblik på at lægge en fælles linje i overordnede idrætspolitiske spørgsmål.

Strukturen med tre nationale idrætsforbund er internationalt unik i og med, at dansk idræt har to store landsdækkende organisationer (DGI og DIF) med et delvis overlap i medlemsskaren. Med jævne mellemrum dukker der forslag op om at lægge DIF og DGI sammen, og det hidtil mest overbevisende forsøg på at gennemføre en fusion slog fejl i 2008. Siden 2014 har de to organisationer alligevel nærmet sig hinanden ved et fælles engagement i den såkaldte 25-50-75 vision. Ifølge planen skal DIF og DGI inden år 2025 sikre, at 75% af befolkningen er aktiv i idræt og 50% er medlem af en idrætsforening.

Der er tradition for, at de offentlige myndigheder respekterer idrættens uafhængighed og foreningsfrihed, både lokalt og på landsplan. Dog udøver Kulturministeriet en vis indflydelse på de store organisationer og institutioner på idrætsområdet gennem rammeaftaler.

Idrættens historie

Den organiserede danske idræt begyndte i 1861, da foreningen De Danske Skytteforeninger blev grundlagt. Målet med denne og de mange lignende foreninger, som fulgte, var at fremme danskernes forsvarsvilje.

Gennem deres arbejde kom skytte-, gymnastik- og idrætsforeningerne også til at udgøre en væsentlig del af de folkelige bevægelser, der i årene omkring år 1900 medvirkede til at opbygge det danske demokrati. Stærkest var forbindelsen mellem idræt og landspolitik i den liberale bondebevægelse, hvor gymnastikken ansås for et værdifuldt middel til at frigøre den enkelte, både kropsligt og åndeligt. Livsholdning og kropsholdning hang uløseligt sammen. Et ydre mål for bevægelsen blev opnået i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

Arbejderbevægelsen og byernes borgerskab havde også blik for den demokratiske skoling i foreningslivet og for idrættens sociale og kulturelle dannelsesværdi. Landbefolkningens gymnastik var ved 1900-tallets begyndelse den mest udbredte form for idræt, men engelske sportsgrene som fodbold og tennis vandt efterhånden indpas i byerne og kom til at dominere idrætsbilledet, som århundredet skred frem.

Samfundsudviklingen efter 2. Verdenskrig understøttede længe foreningsidrætten. Velfærdsstaten gav den arbejdende befolkning mere fritid, kvinderne fik en mere selvstændig og udadvendt rolle i samfundet, og der blev behov for også at organisere børnenes fritid. Idrætsdeltagelsen boomede, idrætshaller skød op overalt i landet, og frivillige, lokale idrætsledere sørgede for, at banerne blev fyldt og idrætten tilbudt på en fagligt forsvarlig måde.

Fra 1980’erne og frem er en ny tendens brudt igennem i takt med, at samfundet har oplevet et øget fokus på det enkelte individ og en svækkelse af de traditionelle fællesskaber. Private initiativer – fra de kommercielle fitnesscentre i den ene ende af spektret til den enkeltes joggingtur i skoven i den anden – udfordrer det klassiske foreningsliv. Den eksplosive vækst i mobile platforme har også skabt nye muligheder for at organisere og udøve sin idræt online.

Samtidig sidder flere og flere stille på deres arbejde eller uddannelse. Det har øget det politiske fokus på idrættens betydning for folkesundheden og sundhedspolitiske overvejelser udfordrer nu de kulturelle og sociale argumenter som begrundelse for at give offentlig støtte til idrætten.

Individualiseringen af idrætten, foreningernes modsvar og det øgede fokus på sundhed betyder, at idrætsgrene og organiseringsformer bliver blandet. I dag kan man for eksempel kan spille fodbold i kommercielle centre, dyrke fitness i foreninger eller gå til yoga på aftenskole. Idrætscentre og kommuner tilbyder sommetider også idræt direkte til borgerne uden om foreningerne.

Idrættens økonomi

Økonomien i dansk idræt er sammensat forskelligt, afhængig af om man tager udgangspunkt i en forening, et specialforbund, en hovedorganisation som DIF eller DGI eller et selskab, som driver en professionel klub (for eksempel en professionel fodboldklub).

Den kommercielle idræt er i høj grad drevet som en forretning, der er afhængig af selv at skabe sine indtægter gennem for eksempel sponsorater, entréindtægter eller salg af medierettigheder for at kunne betale sine udgifter.

Breddeidrætten i Danmark er derimod på nationalt og lokalt niveau stærkt støttet af offentlige midler.

DIF, DGI og DFIF, hovedorganisationerne i dansk idræt, får en stor del af deres indtægter fra deres lovfæstede andele af overskuddet på de spil, som det statsejede Danske Spil har monopol på (især lotto- og skrabespil). I 2020 modtog idrættens organisationer lidt over halvdelen af de 1,8 milliarder kroner, som udgjorde årets såkaldte udlodningsmidler.

Udover hovedorganisationer modtager en række andre idrætsinstitutioner også udlodningsmidler. Lokale og Anlægsfonden, som blev oprettet i 1994 for at udvikle og støtte byggeri inden for kultur- og fritidsområdet, modtog i 2018 omkring 83 millioner kroner. Derudover modtog eliteidrætsinstitutionen Team Danmark 91 millioner kroner, Sport Event Denmark 24 millioner kroner, Anti Doping Danmark 24 millioner kroner og Idrættens Analyseinstitut 10 millioner kroner i 2018.

På lokalt niveau understøttes foreningerne af kommunerne med tilskud til eksempelvis medlemmer, særlige aktiviteter og trænere/lederuddannelse samt adgang til faciliteter på grundlag af Folkeoplysningsloven. Kommunernes støtte til faciliteter spiller en stor rolle for foreningsidrætten, og siden den første fritidslov i 1968 er de samlede kommunale tilskud til idrætten vokset stærkt. I 2015 udgjorde de lokale tilskud til idrætten omkring 3,7 mia. kr.

Idrætsfaciliteter

Danmark er blandt verdens absolut førende lande når det gælder antallet af idrætshaller i forhold til indbyggertallet. I 2022 var der 1.859 fodboldanlæg, 2.327 gymnastiksale (idrætshaller, idrætslokaler og gymnastiksale op til 799 m2), 390 svømmeanlæg og 1.518 fitnesscentre.

Eliteidræt

Dansk eliteidræt har i 2010’erne oplevet en lang periode med stor international succes. Mange danske atleter har opnået internationale inden for flere sportsgrene end tidligere. Højdepunktet var OL 2016 i Rio de Janeiro blev med 15 medaljer – 2 guld, 6 sølv og 7 bronzemedaljer – det bedste danske OL siden 1948. Danmark har desuden en lang historie inden for international eliteidræt. Bortset fra OL i 1904 har Danmark deltaget i samtlige olympiske sommerlege siden 1896 og vundet medaljer hver gang.

Eliteidrætten i Danmark er et samlingspunkt for mange. Medierne dækker eliteidrættens toppræstationer ved OL og turneringer inden for blandt andet fodbold, håndbold, cykling og tennis tæt. Mange danskere følger også atleterne som publikum på ude- og hjemmebane. Folketinget anerkendte eliteidrættens betydning i 1984, da politikerne vedtog at give eliteidrætten offentlig støtte gennem Team Danmark.

Handicapidræt

Danmark har som et af få lande i verden et enkelt idrætsforbund til at favne forskellige former for handicap. Siden 1971 har Parasport Danmark arbejdet for at fremme træning og konkurrenceidræt blandt folk med fysiske eller psykiske handicap. Dansk Døve-Idrætsforbund er også medlem af Parasport Danmark.

Parasport Danmark har 6.500 medlemmer (2022) fordelt på ca. 470 klubber. På eliteplan er Danmark et af de førende lande, især inden for svømning, ridning, atletik, bordtennis og skydning.

Hovedopgaven har i de senere år ændret sig fra at tilpasse normale idrætter til forskellige typer handicap, over mod at udvikle nye aktiviteter hvor de handicappede kan få store idrætsoplevelser på egne præmisser.

Dansk idræts internationale arbejde

I nyere tid har danske idrætsorganisationer også arbejdet med at håndtere en række udfordringer for international idræt.

En central udfordring har været håndteringen af doping i idrætten. Dopingproblematikken blev især synligt efter afsløringen af systematisk brug af doping i cykelløbet Tour de France i 1998 og senest international opmærksomhed efter afsløringen af Ruslands nationale dopingprogram i 2016.

I Danmark oprettede den danske regering og DIF Anti Doping Danmark på forsøgsbasis i 1999 for at styrke dopingbekæmpelsen. Anti Doping Danmark fik lovfæstet status i 2005 og er i dag et fælles anliggende for idrætsorganisationerne og staten med det formål at "styrke de grundlæggende værdier i både eliteidrætten og den brede, folkelige idræt" gennem dopingkontrol, forskning, uddannelse og oplysningsarbejde.

I de sidste tyve år har international idræt desuden været præget af en lang række skandaler forårsaget af korruptionsanklager mod idrættens internationale forbund som det internationale fodboldforbund (FIFA) og Den Internationale Olympiske Komite (IOC). FIFA fik for eksempel i 2015 ransaget sine kontorer af FBI og schweizisk politi, og mindst 40 topledere blev efterfølgende anklaget for korruption.

Danmarks Idrætsforbund, som siden 1992 også har været Danmarks Olympiske Komité, har reageret ved at optrappe sin indsats for at få valgt danske ledere ind i de internationale forbunds styrende organer, og DIF forsøger nu mere målrettet at være fortaler for åbenhed i den såkaldt olympiske familie.

Også DGI har øget sin internationale, kulturpolitiske indsats, bl.a. som primus motor i International Sport and Culture Association, stiftet i København i 1995. ISCA’s mål er at fremme forståelse mellem folk på tværs af grænserne gennem idrætslige og kulturelle aktiviteter, først og fremmest på græsrodsplan.

Siden 2004 har den danske institution Play the Game desuden arbejdet for at styrke idrættens etiske værdigrundlag og fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i verdensidrætten. I 2011 blev Play the Game en del af Idrættens Analyseinstitut, som arbejder med at analysere idrætspolitiske initiativer og stimulere offentlig debat om centrale idrætspolitiske spørgsmål.

Læs i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig