Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - idræt og sport

Oprindelig forfatter JSA Seneste forfatter Redaktionen

Danmark. Et af verdens største idrætsarrangementer, Landsstævnet, afholdes af DGI hvert fjerde år. Landsstævne 2013 i Esbjerg samlede 23.280 deltagere til tre døgns opvisning, idrætskamp, samvær og fest.

Danmark. Et af verdens største idrætsarrangementer, Landsstævnet, afholdes af DGI hvert fjerde år. Landsstævne 2013 i Esbjerg samlede 23.280 deltagere til tre døgns opvisning, idrætskamp, samvær og fest.

Når idrætten nu og da omtales som "Danmarks største folkebevægelse", skyldes det først og fremmest antallet af idrætsudøvere. Mere end hver anden dansker er aktiv i en eller anden form for idræt, og i medlemstal overgås idrætsorganisationerne kun af folkekirken. Men tilnavnet skyldes også, at foreningen har været den dominerende ramme for idrætslivet i Danmark siden 1861, hvor dannelsen af De Danske Skytteforeninger fandt sted. Skytte-, gymnastik- og idrætsforeninger udgjorde en væsentlig del af de folkelige bevægelser, som medvirkede til at opbygge det danske demokrati i årene omkring år 1900.

Stærkest var forbindelsen mellem idræt og landspolitik i den liberale bondebevægelse, hvor gymnastikken ansås for et værdifuldt middel til at frigøre den enkelte, både kropsligt og åndeligt. Livsholdning og kropsholdning hang uløseligt sammen. Et ydre mål for bevægelsen blev opnået i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

Også arbejderbevægelsen og byborgerskabet havde blik for den demokratiske skoling i foreningslivet og for idrættens sociale og kulturelle dannelsesværdi. Landbefolkningens gymnastik var ved 1900-t.s begyndelse den mest udbredte, mens engelske sportsgrene som fodbold og tennis vandt indpas i byerne og kom til at dominere idrætsbilledet, som århundredet skred frem.

Annonce

Samfundsudviklingen efter 2. verdenskrig understøttede længe foreningsidrætten. Velfærdsstaten gav den arbejdende befolkning mere fritid, kvinderne fik en mere selvstændig og udadvendt rolle i samfundet, og der blev behov for at organisere også børnenes fritid. Idrætsdeltagelsen boomede, idrætshaller skød op overalt i landet, og frivillige, lokale idrætsledere sørgede for, at banerne blev fyldt og idrætten tilbudt på en fagligt forsvarlig måde.

Fra 1980’erne og frem er en ny tendens brudt igennem i takt med, at også øvrige samfundsområder har oplevet en øget fokus på det enkelte individ og en svækkelse af de traditionelle fællesskaber. Private initiativer – fra de kommercielle fitnesscentre i den ene ende af spektret til den enkeltes joggingtur i skoven i den anden - udfordrer det klassiske foreningsliv med stor styrke. Den eksplosive vækst i mobile platforme har også skabt nye muligheder for at organisere og udøve sin idræt i reelle og virtuelle fællesskaber, som for eksempel det dansk stiftede Endomondo.

Dertil kommer en ny trend: Både i Danmark og den øvrige verden ser politikerne med stigende bekymring på, at den økonomiske vækst og teknologiske udvikling har medført langt mere stillesiddende arbejde med tilhørende sundhedsmæssige risici. Det har stor værdi for folkesundheden og samfundets økonomi, at den enkelte borger dyrker regelmæssig fysisk aktivitet, og sundhedspolitiske overvejelser udfordrer nu de kulturelle og sociale argumenter som begrundelse for at give offentlig støtte til idrætten.

Trods de nye tendenser står foreningslivet stadig stærkt, både i den danske befolkning og i de offentlige prioriteringer. Godt otte ud af ti børn og fire ud af ti voksne over 16 år – over 2,5 millioner danskere - er aktive i idrætsforeningerne. Hertil kommer at knap en halv million voksne har et frivilligt, ulønnet tillidshverv i en af Danmarks ca. 12.000 idrætsforeninger.

Mens foreningerne stadig står stærkt blandt børn og unge, finder væksten i voksne danskeres idræt dog især sted uden for foreningsregi; udendørs på gader og veje, indendørs i fitnesscentre og svømmehaller. Naturen og offentlige områder er de mest benyttede ’faciliteter’ til voksenidræt, for her kan de aktive selv bestemme hvor tit og hvor meget de træner og passe det ind i en travl hverdag. Desuden er op mod 900.000 danskere kunder i kommercielle fitnesscentre med Fitness World som den største kæde. Antallet af fitnesskunder og -centre har været konstant stigende, siden kommerciel fitness og styrketræning for alvor vandt indpas på det danske marked i 1980’erne.

Listen over de mest populære idrætter i Danmark rummer derfor et miks af klassiske foreningsidrætter som fodbold, svømning og gymnastik, individuelle idrætter som løb, vandreture og landevejscykling, og endelig forskellige fitnessaktiviteter, styrketræning og yoga, som typisk finder sted i kommercielle centre.

De seneste ti års opbrud i idrætsmarkedet har gjort, at idrætsgrene og organiseringsformer blandes: I dag kan man for eksempel kan spille fodbold i kommercielle centre, dyrke fitness i foreninger eller gå til yoga på aftenskole. Idrætscentre og kommuner tilbyder sommetider også idræt direkte til borgerne, uden om foreningerne.

Via Folkeoplysningsloven understøttes foreningsidrætten økonomisk med tilskud til eksempelvis medlemmer, særlige aktiviteter og trænere/lederuddannelse samt adgang til faciliteter. Særligt kommunernes støtte til faciliteter spiller en stor rolle for foreningsidrætten, og siden den første fritidslov i 1968 er de samlede kommunale tilskud til idrætten vokset stærkt og udgjorde i 2015 omkring 3,7 mia. kr.

Danmark er blandt verdens absolut førende lande når det gælder antallet af idrætshaller i forhold til indbyggertallet. I 2013 var der 1.494 idrætshaller, 5.128 fodboldbaner og 2.536 gymnastiksale (idrætshaller, idrætslokaler og gymnastiksale op til 799 m2), 442 svømmebassiner (inklusive badelande og friluftsbade) og 663 private fitnesscentre.

Med det stigende antal udbydere på idrætsområdet i Danmark, opstår der for tiden nye tilbud om organiseret træning og arrangerede events, hvoraf nogle lever kortvarigt og andre får længerevarende succes, særligt løb, crossfit og triatlon.

Samtidig har ny teknologi og software revolutioneret måden at oprette fællesskaber på, måle sine egne aktiviteter, sammenligne sig med andre og få inspiration til fysisk aktivitet. Den hastige udvikling skaber udfordringer for foreningernes traditionelle organisering og tilbud, og bl.a. badminton- og håndboldsporten har de senere år oplevet udfordringer på medlemssiden.

Organisering

Foreningsidrætten har tre landsorganisationer med hver deres formål og arbejdsmåde: Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF). De tre organisationer konsulterer jævnligt hinanden med henblik på at lægge en fælles linje i overordnede idrætspolitiske spørgsmål. Organisationerne har deres hovedindtægt fra en lovfæstet andel af overskuddet på de spil som det statsejede Danske Spil har monopol på (især lotto- og skrabespil). Knap en tredjedel af dette overskud overføres via Kulturministeriet til disse tre idrætsorganisationer. I 2015 modtog de henholdsvis 199, 185 og 27 millioner kroner.

Endvidere nyder idrætten godt af de årlige udlodningsmidler (tipsmidler) til en række beslægtede institutioner. Lokale og Anlægsfonden, som blev oprettet i 1994 for at udvikle og støtte byggeri inden for kultur- og fritidsområdet, modtog i 2015 knap 60 millioner kroner af udlodningsmidlerne. I sine første 20 år har fonden uddelt over 1,7 milliarder kroner til anlæg til idræt, ungdomsformål og kultur- og friluftsliv. Derudover modtog eliteidrætsinstitutionen Team Danmark 64 millioner kr., Sport Event Denmark 24 millioner kr., Anti Doping Danmark 17 og Idrættens Analyseinstitut 10 millioner kr. i 2015.

Danmark har en unik struktur i og med, at idrætsforeningerne har to store landsdækkende organisationer med en delvis overlapning af medlemsskaren. Med jævne mellemrum dukker der forslag op om at lægge DIF og DGI sammen, og det hidtil mest overbevisende forsøg på at gennemføre en fusion slog fejl i 2008. De to organisationer nærmer sig nu hinanden ved et fælles engagement i en såkaldt 25-50-75 vision, som blev udtænkt i forbindelse med en revision af udlodningsloven i 2014. Ifølge planen skal DIF og DGI inden år 2025 sikre at 75 procent af befolkningen er aktiv i idræt og 50 procent medlem af en idrætsforening.

Der er tradition for, at de offentlige myndigheder respekterer idrættens uafhængighed og foreningsfrihed, både lokalt og på landsplan. Dog udøver Kulturministeriet en vis indflydelse på de store organisationer og institutioner på idrætsområdet gennem rammeaftaler.

Eliteidræt

Mens gymnastik og fitnessaktiviteter i forskellige afskygninger tegner sig for det største antal deltagere i og uden for foreningerne, er fodbolden tilskuernes nationalsport. Fodboldlandsholdet samler jævnligt et par millioner danskere foran tv-skærmen; et højdepunkt for den nationale eufori var guldmedaljen ved Europamesterskabet i 1992 i Sverige. Ved VM i fodbold er Danmarks bedste resultat en mindeværdig kvartfinale mod Brasilien i 1998.

Siden holdets EM-kvalifikation i 1984 har Danmark deltaget ved EM i 1988, 1992, 1996, 2000, 2004 og 2012 samt ved VM i 1986, 1998, 2002 og 2010. En gennemgående lederskikkelse i disse turneringer var Morten Olsen, først som spiller og anfører (i alt 102 landskampe 1970-1989) og siden som den længst regerende landstræner (2000-2015).

Den danske natur byder på gode muligheder for sejlsport, svømning, kano og kajak, roning, orienteringsløb og cykling, og også inden for disse idrætter gør Danmark sig gældende i international sammenhæng. Sejlsportsmanden Paul Elvstrøm, som i 1996 blev kåret til 1900-tallets bedste danske idrætsmand, vandt guldmedalje ved fire Olympiske Lege i træk (1948-60). Han vandt desuden 13 verdensmesterskaber og deltog som 60-årig i sit niende og sidste OL i 1988.

Cykelrytteren Bjarne Riis’ sejr i Tour de France i 1996 står ikke længere uantastet som en af de største danske triumfer i en individuel sportsgren. Bjarne Riis erkendte med mange års forsinkelse sin personlige andel af cykelsportens massive dopingforbrug, men der er stadig tvivl om hans forvaltning af anti-doping reglerne i hans senere karriere som holdejer og sportsdirektør.

Den kenyanskfødte 800 m-løber Wilson Kipketer skaffede Danmark en verdensrekord i 1997 og længe savnede medaljer i atletik (VM-guld i 1999, EM-guld i 2002, OL-sølv i 2000 og bronze i 2004). Efter Kipketer stoppede karrieren, var kuglestøderen Joachim B. Olsen det mest stabile medaljehåb i atletik med blandt andet en sølvmedalje ved OL 2004 og guld ved indendørs-EM i 2005 på rekordlisten. Joachim B. Olsen indstillede sin karriere i 2009.

På kvindesiden præsterede svømmeren Mette Jacobsen det enestående at holde sig i verdenseliten fra 1988 og næsten tyve år frem. Siden har navne som Lotte Friis, Rikke Møller Petersen (f. 9.01.1989), Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen (f. 25.9.1996) sikret arvefølgen. Dansk svømning er i dag blandt de faste medaljetagere ved internationale mesterskaber for kvinder.

Håndboldspillet, der – i hvert fald i Danmark – regnes for at være en dansk opfindelse, har nationens særlige bevågenhed. Kvindernes landshold var tæt på at blive nedlagt i slutningen af 1980'erne, men tog siden overbevisende revanche. Med olympisk guld ved tre OL i træk (1996, 2000 og 2004), VM-guld i 1997 og EM-guld i 1994, 1996 og 2002, etablerede kvindelandsholdet sig ikke alene øverst i verdenseliten, men vandt også en for kvindeidræt sjælden folkeyndest.

I en periode omkring og efter årtusindskiftet regnedes den hjemlige danske kvindeliga i håndbold for en af verdens bedste, men både på klub- og landsholdsplan er succesen falmet. Seneste medalje blev hentet ved VM 2013, hvor det blev til bronze.

Håndboldherrerne fik bronzemedaljer ved tre EM i træk — 2002, 2004 og 2006. Og med guldmedalje ved EM 2008 og 2012, sølvmedaljer ved VM 2011 og 2013 samt EM 2014 voksede herreholdet helt ud af kvindelandsholdets skygge. Mange danske herrespillere har spillet i de bedste tyske og spanske klubber, og også på ungdomssiden har danskerne leveret flotte resultater.

I badminton har danske spillere altid præget verdenseliten, og i nyere tid har speedway, sportsdans, bowling, skydning og brydning budt på danske topresultater. Den danske tennisspiller, Caroline Wozniacki, har ligeledes medvirket til at løfte dansk tennis, idet hun igennem en længere periode i 2010-11 toppede verdensranglisten

Inden for golf har Thomas Bjørn i en årrække været det dominerende danske navn med sejre i blandt andet Dubai Desert Classic i 2001 og Irish Open i 2006. I dag har en række både kvindelige og mandlige spillere formået at opnå gode resultater, såvel på Europa-touren som ved Masters-turneringer.

Bortset fra OL i 1904 har Danmark deltaget i samtlige olympiske lege siden 1896 og har hver gang vundet medaljer. De senere år har danske udøvere nået et historisk højt niveau med flere gode resultater i sportsgrene som sejlsport, svømning, håndbold, roning, badminton, cykling og kano/kajak. OL 2012 i London blev med 9 medaljer – 2 guld, 4 sølv og 3 bronzemedaljer – det bedste danske OL siden 1948.

Sportens stigende betydning som underholdningsindustri har også i Danmark medført, at der står store summer på spil for både udøveren, træneren, sponsorerne, massemedierne og hele det organisatoriske apparat. For at hæve den danske eliteidræts niveau og for at sikre eliteidrætsudøverne socialt vedtog Folketinget i 1984 at oprette Institutionen til fremme af dansk eliteidræt, i daglig tale Team Danmark.

Team Danmark støtter udvalgte idrætsudøvere og specialforbund ved at dække en række af de udgifter, der er forbundet med bl.a. træning og konkurrencedeltagelse. Institutionen vejleder udøverne i brugen af idrætsmedicin, biomekanik, teknologi, psykologi og langsigtet planlægning af deres arbejds- og uddannelsesmæssige karriere. Opgaverne løses i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og de enkelte specialforbund.

Handicapidræt

Danmark har som et af få lande i verden et enkelt idrætsforbund til at favne forskellige former for handicap. Døveidrætten har eget forbund. Siden 1971 har Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) arbejdet for at fremme træning og konkurrenceidræt blandt folk med fysiske eller psykiske handicap.

Selvom DHIF’s 12.000 medlemmer (2016) kun udgør en lille del af det totale antal handicappede, er der tale om en høj organisationsgrad set med internationale øjne. På eliteplan er Danmark et af de førende lande, især inden for svømning, ridning, atletik, bordtennis og skydning.

Hovedopgaven har i de senere år ændret sig fra at tilpasse normale idrætter til forskellige typer handicap, over mod at udvikle nye aktiviteter hvor de handicappede kan få store idrætsoplevelser på egne præmisser.

Internationale udfordringer

For snart tyve år siden oplevede international idræt, hvad der blev kaldt "annus horribilis", et rædselsår. I 1998 blev der med få måneders mellemrum international opstandelse over afsløringen af dels systematisk brug af doping i cykelløbet Tour de France og dels korruptionsskandaler i Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Skandalerne førte til et banebrydende samarbejde mellem idrætten og regeringerne, der ledte frem til dannelsen af World Anti Doping Agency (WADA).

Året efter gik den danske regering og DIF på tilsvarende måde sammen om at oprette Anti Doping Danmark på forsøgsbasis for at styrke dopingbekæmpelsen. Anti Doping Danmark fik lovfæstet status i 2005 og er i dag et fælles anliggende for idrætsorganisationerne og staten, med det formål at "styrke de grundlæggende værdier i både eliteidrætten og den brede, folkelige idræt" gennem dopingkontrol, forskning, uddannelse og oplysningsarbejde.

Men doping har ikke længere status som den største trussel mod idrætten. I de seneste ti år har der været voksende opmærksomhed om aftalt spil – matchfixing – som ofte sker i sammenhæng med spil på kampresultater. Der er afgørende forskel på doping og matchfixing: Selv den dopede udøver må yde sit bedste for at vinde, mens den udøver der har aftalt at tabe, er på en noget lettere opgave. Desuden svækker doping sportens uforudsigelighed, mens matchfixing eliminerer den.

Det er internettets fremkomst, der har åbnet for nye markeder og nye spilformer på tværs af landegrænser, ligesom internettet har gjort det lettere at organisere aftalt spil i kriminelle netværk. Især det gigantiske, uregulerede spillemarked i Asien er hjemsted for stærke syndikater af illegale gamblere, som næsten risikofrit kan operere overalt i verden ved at friste hel- og halvprofessionelle idrætsudøvere til at fixe deres egne kampe.

Idrættens organisationer kan ikke på egen hånd bekæmpe organiseret kriminalitet, men må have støtte fra politi og andre offentlige myndigheder. Foreløbig er en international konvention vedtaget af de 48 medlemslande i Europarådet – men langt fra underskrevet af dem alle – det vigtigste politiske redskab i kampen mod matchfixing.

Kampen mod korruption på banen har skærpet opmærksomheden om den korruption, der finder sted i idrættens egne kulisser. Selv om IOC efter krisen i 1998 indførte reformer for at bremse korruption blandt de 115 individuelle medlemmer, synes sportens rædsler kun at være tiltaget.

En række internationale forbund – fodbold, atletik, tennis, volleyball, håndbold og vægtløftning – har været i søgelyset for forskellige former for korruption og dårlig ledelse. I 2015 nåede den offentlige mistillid nye højder, efter at først FBI og schweizisk politi gennemførte en storstilet aktion under det internationale fodboldforbund FIFA og rejste sigtelser mod omkring 40 topledere (antal pr. april 2016).

Samtidig afslørede en tysk tv og en undersøgelseskomité under WADA systematisk doping i russisk atletik og tilknyttet korruption fra allerhøjeste sted i det internationale atletikforbund (IAAF). Forskning foretaget i regi af Play the Game, et dansk initiativ til fremme af demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i idrætten, dokumenterer at de internationale forbund er meget sårbare over for misbrug og korruption på grund af dårlige strukturer og procedurer. For eksempel offentliggør kun hvert tredje forbund sine årlige regnskaber.

Danmarks Idrætsforbund, som siden 1992 også har været Danmarks Olympiske Komité, har reageret ved at optrappe sin indsats for at få valgt danske ledere ind i de internationale forbunds styrende organer, og DIF forsøger nu mere målrettet at være fortaler for åbenhed i den såkaldt olympiske familie.

Også DGI har øget sin internationale, kulturpolitiske indsats, bl.a. som primus motor i International Sport and Culture Association, stiftet i København i 1995. ISCA’s mål er at fremme forståelse mellem folk på tværs af grænserne gennem idrætslige og kulturelle aktiviteter, først og fremmest på græsrodsplan.

I 2004 stiftede en samlet dansk idræt institutionen Play the Game for at styrke idrættens etiske værdigrundlag og fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i verdensidrætten. Play the Game har gennem sine konferencer, forskningsprojekter og oplysningsvirksomhed sat et præg på den internationale debat om doping, korruption, matchfixing og andre vanskelige udfordringer til dan international idræt.

Play the Game har siden 2011 været en del af Idrættens Analyseinstitut, som blev stiftet af staten i 2004 for at skabe overblik over aktuel, samfundsorienteret forskning på idrætsområdet. Desuden skal instituttet analysere idrætspolitiske initiativer og stimulere offentlig debat om centrale idrætspolitiske spørgsmål.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Sejer Andersen: Danmark - idræt og sport i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61071