Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skisport

Oprindelige forfattere HAhre og SAnk Seneste forfatter Redaktionen

Skisport. Svenske Ingemar Stenmark foran et banner, der omtaler ham som Legend in our time ; han opnåede at vinde 86 World Cup-løb i slalom. Foto fra 1989.

Skisport. Svenske Ingemar Stenmark foran et banner, der omtaler ham som Legend in our time ; han opnåede at vinde 86 World Cup-løb i slalom. Foto fra 1989.

skisport, vinteridræt, hvori der foregår konkurrencer med ski, omfattende nordiske og alpine discipliner.

Beslægtede og delvis afledte sportsgrene er barmarks-skisport på rulleski, græsski, rulleskøjteslalom og skateboarding (se skateboard), som er skirelaterede træningsformer med selvstændige, organiserede konkurrencer. I daglig tale omfatter skisport også uorganiseret, rekreativt skiløb.

I Danmark er sporten organiseret under Dansk Skiforbund (stiftet 1938), der i 2009 havde ca. 11.326 medlemmer fordelt på 64 klubber.

Annonce

Nordiske discipliner

omfatter traditionelt langrend, skihop og nordisk kombination, men funktionelt også skiskydning samt skiorientering, altså idrætter, der er udviklet i Norden.

Langrend udøves på distancer fra mindre end 1 km (sprint og børnekonkurrencer) op til mere end 100 km (motionsløb, se Vasaloppet) over varieret sneterræn ad præparerede løjper på lette, smalle langrendsski. Der løbes enten i klassisk eller fri stil. På stejle nedkørsler benyttes alpine nedkørselsteknikker og trampesving.

Forskellen på de to stilarter ligger i valg af fremdriftsteknik: I klassisk er skiskøjtning forbudt. Normalt benyttes stagning (på lette nedkørsler), stagning med fraspark (på flader), diagonalgang (på lette modbakker) og fiskebensteknik (på bratte modbakker). De sidste tre teknikker kræver brug af fæstesmøring, som imidlertid virker svagt bremsende.

I fri stil er alle teknikker tilladt, hvilket i praksis betyder, at den hurtigste vælges, næsten altid skiskøjtning, der ikke kræver fæstesmøring, men kun hurtig glidesmøring. På lette nedkørsler anvendes i reglen skøjt i fartstilling uden brug af stave, på flader ettaktsskøjt, på lette modbakker almindelig totaktsskøjt og på bratte modbakker den særlige totaktsskøjteteknik padling.

Klassisk langrend er den ældste form for skiløb, mens fri stil først blev selvstændig stilart i 1985. Langrend kræver høj kondition, og nogle af de højeste kondital er målt hos langrendsløbere (over 90).

Langrend som sport er især udviklet i Norge og har været på OL- og VM-programmet siden det første vinter-OL og -VM for mænd i 1924 og siden OL 1952 og VM 1954 for kvinder. Distancerne er fra 5 til 50 km.

Der løbes normalt individuelle tidsløb med forskudte starter i enten klassisk eller fri stil. På 15 km jagtstart (fri stil) startes efter handicapsystem bestemt efter resultatet på en forud afviklet 10 km klassisk, således at den første løber i mål er samlet vinder. I stafet er der samlet start. De første to ture løbes i klassisk, den/de sidste i fri stil.

Den mest vindende langrendsløber i 1900-t. er på herresiden nordmanden Bjørn Dæhlie, på kvindesiden russeren Jelena Välbe. Ud over Norge og Rusland/Sovjet har Sverige, Finland, Italien og Tyskland domineret sporten. Nævnes kan bl.a. svenskerne Sixten Jernberg og Gunde Svan; Svan var medvirkende til, at fri stil blev en selvstændig disciplin.

Danmark har aldrig været i nærheden af medaljer ved et betydende mesterskab, men flere danske løbere har ydet gode præstationer ved bl.a. Vasaloppet. Det danske rulleskilandshold vandt bronze ved VM i stafet 1996.

Skihop foregår med lange, lige og brede ski på særlige bakkeanlæg. Efter et stejlt tilløb og en mindre stejl afsætszone svæver skihopperen ned langs en brat bakke med en tilstræbt landing på et stejlt, lige stykke af denne (mellem normalpunktet og det kritiske punkt, K-punktet), så den vertikale kraftpåvirkning afdæmpes. Opbremsningen foregår på en afløbsflade, som evt. skråner i modsat retning.

Ved betydende mesterskaber foregår skihop på normalbakke (75-90 m), stor bakke (115-120 m) og skiflyvningsbakke (145-185 m). Hoppet måles elektronisk fra hopkanten til midten mellem skistøvlerne i landingsøjeblikket og bedømmes for stil og sikkerhed i udførelsen af svæv, landing og glid. Landingen skal foregå i telemarkposition med benene forskudt i knælende stilling.

Svævestilen har ændret sig, i takt med at udstyr og kendskab til aerodynamik er forbedret. I slutningen af 1980'erne øgede svenskeren Jan Boklöv (f. 1966) sin hoplængde betragteligt ved at øge sin samlede svæveflade med skiene i V-form, hvilket efter nogen tid blev normen. Der er to forsøg pr. deltager.

Skihop har som sport eksisteret siden 1800-t. og ligesom langrend været med fra begyndelsen i OL og VM, fra VM 1982 også med holdkonkurrencer, dog kun for mænd. Første VM i skihop for kvinder blev afholdt i 2009. Disciplinen er ikke på kvindernes OL-program.

Bedste hoppere gennem tiderne er tyskeren Jens Weissflog (f. 1964), finnen Matti Nykänen og schweiziske Simon Ammann. De bedste nationer har foruden Finland og Tyskland været Norge, Japan, Østrig og det tidligere Tjekkoslovakiet.

Danskere har aldrig gjort sig på store hopbakker, men har dyrket skihop på de mindre 15 m-bakker, især i 1940'erne-1970'erne. Fx dannede Holtekollen nord for København i 1952 rammen om et internationalt stævne med over 30.000 tilskuere.

Nordisk kombination er en gammel multisport bestående af de nordiske discipliner hop og langrend i nævnte rækkefølge. Da kvinder ikke hopper, er der ingen kvindelige deltagere. Bedste kombinerede løber har været Johan Grøttumsbråten (1899-1983) fra Norge og Ulrich Wehling (f. 1952) fra det tidligere DDR. Norge er den mest vindende nation.

Alpine discipliner

omfatter traditionelt styrtløb, super-G, storslalom, specialslalom (se slalom) og alpin kombination, men også freestyle, telemarkslalom (se telemarksving), snowboarding (se snowboard) og speedskiing bør placeres i denne kategori.

De er alle idrætter, som repræsenterer anerkendt konkurrenceskiløb og udelukkende foregår som tidskørsel ned ad bakke efter fastlagt bane med tungt udstyr og dermed generelt er afhængige af liftsystemer. Bortset fra telemarkslalom er disciplinerne udviklet i Alperne.

Styrtløb, super-G, storslalom, specialslalom, telemarkslalom og snowboardslalom er tidsløb, som fordrer effektive runde og skærende sving ned over en på forhånd fastsat, kurvet bane markeret med porte, der har fleksible inderstokke. Hver disciplin løbes i løjper med fastlagte rammer for længde, højdemeter, hældning, antal porte og afstanden mellem disse.

Det ideelle løb er et tilpasset kompromis mellem tyngdekraften, fuld snekontakt, luft- og glidemodstand, skienes svingegenskaber og ikke mindst løberens teknik, kondition og muskelstyrke i benene.

Optimal fart opnås ved en teknisk behandling af skienes såler inkl. smøring med paraffinvoks tilpasset snetype og -temperatur, en tilstræbt aerodynamisk fartstilling samt aktivt svingarbejde.

Svingteknikken udnytter skienes drejeegenskaber gennem en belastning af skienes midte; på to ski bør yderskien i svinget belastes mest og hårdere, jo mere iset underlaget er.

Alpin kombination er en fusion mellem to alpine discipliner, sædvanligvis et styrtløb eller storslalomløb med to gennemløb specialslalom. Korteste totaltider afgør konkurrencen.

Speedskiing er hastighedsløb ad en stærkt hældende, men helt lige strækning i faldlinjen med flyvende start. De højeste skiløbshastigheder er målt i denne disciplin (hidtidig rekord 2000: næsten 250 km/h).

Der har været afholdt VM i alpint skiløb siden 1931 (styrtløb og slalom) og OL siden 1936 (alpin kombination). Alpelandene, USA og Canada samt ikke mindst Norge og Sverige har domineret. Store navne er bl.a. svenskeren Ingemar Stenmark og italieneren Alberto Tomba, der i 1970'erne-1990'erne praktiserede det situationstilpassede slalomløb, hvor man ikke holder sig til én stil, men svingvalget afhænger af terræn og snebeskaffenhed. Inden for styrtløb har bl.a. østrigerne Franz Klammer (f. 1953) og Herman Maier (f. 1972) udmærket sig.

Den bedste danske alpine præstation nogensinde stod Anja Bolbjerg (f. 1971) for, da hun i 1995 vandt Europa Cup i freestyle og i 1997 en World Cup-afdeling og lå nr. 1 på verdensranglisten i flere uger.

Historie

Overgangen fra fortidens brug af ski som transportmiddel i privat og offentlig tjeneste til nutidens sportsredskab er primært sket i Norge med militæret som igangsætter.

De tidligste kendte skikonkurrencer om pengepræmier er fra 1767, men gjaldt kun soldater. Først i 1800-t. blev skisporten civil. I 1820 formulerede Selskabet for Norges vel således en prisopgave: "Hvad kan gjøres for at fremme ski- og skydeøvelser for de unge mandskaber".

De første kendte regler for enkeltstående konkurrencer (skihop) er fra 1867. En bredere organisering af skikonkurrencer tog først form i begyndelsen af 1900-t. og udvidedes ved de første vinter-VM og -OL i 1924. I 1910 blev Den Internationale Skikommission dannet (fra 1924 Fédération internationale de ski, FIS).

Udviklingen af teknik og udstyr foregik især i Norge med den alsidige skisportsmand Sondre Norheim (1825-97) i spidsen. Han forbedrede bl.a. skiene med indsving (talje) og stabiliserende hælbindinger og opfandt svingteknikken telemarksving; i 1868 vandt han det første (uofficielle) norske mesterskab i hop, løjpe, friløb og kunstløb.

I 1888 løb nordmanden Fridtjof Nansen tværs over Grønland på ski med stålkanter og satte via medierne fart i udviklingen af skiløb og alpine ski i Alpelandene.

Østrigeren Matthias Zdarsky (1856-1940) tilpassede skiene og teknikken til de langt stejlere alpeforhold med brug af stemsving og satte den første egentlige slalomkonkurrence med opstillede porte i værk i 1905.

Parallelsvinget blev opfundet i 1930'erne og har siden dannet grundlag for alpin svingteknik.

Skiferier

Turister søger i stigende antal aktiv ferie i bjergkædernes skisystemer. Alene fra Danmark tager omkring år 2000 hver vinter ca. 400.000 skiløbere til alpine pister eller langrendsløjper fortrinsvis i Den Skandinaviske Fjeldkæde, Alperne og de østeuropæiske bjergkæder. Turene er oftest arrangeret af turistbureauer, men også af skiklubber.

En mindre, men stigende andel søger væk fra de civiliserede, ofte overfyldte liftsystemer til naturens ro og/eller farer uden for løjperne på langrendsfjeldski eller alpine offpiste-ski, eller de dyrker extreme skiing på farlige fjeldsider efter enten at være gået til tops på lette alpine ski med hælløft og skind under sålen (randonee-skiing) eller fløjet til tops med helikopter (heli-skiing).