Starbåd, international tomands-kølbåd, tegnet 1911 af amerikaneren Francis Sweisguth (1882-1970); længde 6,9 m, bredde 1,75 m, sejlareal 26 m2. Helt usædvanligt for en så gammel bådtype har starbåden været olympisk klasse siden 1932, undtagen 1976. Der sejles også VM og EM. Det kantede skrog med flad bund har beholdt sin oprindelige facon. Et kæmpe storsejl og en meget let og fleksibel rig kræver god fysik og teknisk kunnen hos mandskabet.