470-jolle, 470-jolle, international tomandsjolle med trapez og spiler, tegnet i 1962 af franskmanden André Cornu (1912-2003); længde 4,70 m, bredde 1,68 m, sejlareal 12,7 m2. 470-jollen har været olympisk bådtype for mænd siden 1976 og for kvinder siden 1988. Jollen, der er enkel og velegnet for lette gaster, er yderst populær over hele verden.