Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rubens Barrichello

Oprindelig forfatter PNyg Seneste forfatter Redaktionen

Rubens Barrichello, f. 23.5.1972, brasiliansk racerkører. Barrichello voksede op i São Paulo-forstaden Interlagos; kun et stenkast fra formel 1-banen af samme navn. Han begyndte tidligt at køre gokart, og som teenager vandt han det brasilianske mesterskab fem gange. Så flyttede han til Europa, hvor han via formel Opel-Lotus og formel 3 (engelsk mester i 1991) kæmpede sig op i formel 3000. Barrichello blev nummer tre i det internationale mesterskab 1992, og i 1993 sørgede brasilianske sponsorer for, at han fik en plads i Jordans formel 1-team. Her imponerede den unge brasilianer i starten, men en svag 1996-sæson truede med at stoppe formel 1-karrieren.

Det nye Stewart-team reddede Barrichello ved at hyre ham som læremester for teamets unge stjernefrø, Jan Magnussen, men selvom brasilianeren var en stor hjælp for danskeren, svingede styrkeforholdet i teamet hurtigt til Barrichellos fordel. Mens Magnussen blev fyret midt i 1998, fortsatte Barrichello med stadigt bedre resultater hos Stewart frem til 1999, hvor Ferrari ansatte ham som teamkammerat til Michael Schumacher.

Brasilianeren var i de næste seks sæsoner en uhyre loyal andenkører for Schumacher, men der var weekender, hvor Barrichello var den hurtigste Ferrari-kører. Teamordrer kostede brasilianeren flere grandprix-sejre hos Ferrari, men han nåede at vinde ni gange, inden han i 2006 skiftede til Honda. Her var bilen sjældent konkurrencedygtig, men i foråret 2008 slog Barrichello Ricardo Patreses rekord for fleste grandprix-løb: Brasilianeren var efter 16 formel 1-sæsoner still going strong og blev blandt andet nummer tre i Englands Grand Prix 2008. Barrichello kørte i 2009 for Brawn-teamet og 2010-11 for Williams. Han har siden kørt IndyCar og stock-car-løb.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nygaard: Rubens Barrichello i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=219365