Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niki Lauda

Oprindelig forfatter PNyg Seneste forfatter Redaktionen

Niki Lauda var aldrig overbevisende i juniorklasserne, og han måtte selv finansiere sin debut i formel 1 med et banklån. Dermed indledte han en ny kommerciel æra i klassen, og i dag må selv de største talenter have penge med fra diverse sponsorer for at få chancen. Laudas indædte tro på egne evner blev senere præmieret med tre VM-titler. Fotografi fra 1984.

Niki Lauda, egl. Andreas-Nikolaus Lauda, f. 1949, østrigsk racerkører. Efter et par år i formel 1 hos mindre team skiftede Lauda i 1974 til Ferrari og vandt året efter VM. I 1976 forulykkede han alvorligt på Nürburgring. Han overlevede trods svære brandsår, kæmpede sig tilbage og vandt sin anden VM-titel for Ferrari i 1977. I 1979 stoppede han karrieren, men gjorde comeback for McLaren i 1982 og vandt endnu en VM-titel i 1984; han trak sig definitivt tilbage i 1985.

Lauda, der også har stået i spidsen for Jaguars formel 1-team, grundlagde i 1980'erne sit eget luftfartsselskab, Lauda Air. Selskabet blev senere solgt til Austrian Airlines, og Lauda er siden 2003 leder af lavprisflyselskabet NIKI Luftfahrt GmbH.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nygaard: Niki Lauda i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115078