.
.
.

Motionscenter, fitnesscenter, træningscenter efter amerikansk forbillede oftest i privat kommercielt regi, indrettet med moderne træningsfaciliteter, omklædnings- og afslapningsmuligheder.

Brugen af motionscentre afspejler en livsstil, der adskiller sig fra traditionel foreningskultur og -samvær. Træningen sker på egen hånd eller på hold under ledelse af en instruktør. Der trænes i de opstillede maskiner samt på løbebånd og ergometercykler mv.

Ofte tilbyder motionscentrene diverse former for træning, fx aerobics, Spinning® (se bodybike) og andre kredsløbsfremmende aktiviteter samt mere specifik vægttræning med både maskiner og løse vægte, således at såvel muskelstyrke som udholdenhed samt bodybuilding kan tilgodeses. Også forskellige former for yoga, dans, gymnastik og fx boksetræning kan tilbydes i et motionscenter.

Fra begyndelsen af 2000-t. har de kommercielle motionscentre oplevet stor tilgang på bekostning af de traditionelle sportsgrene; ca. 750.000 danskere er kunder i et motionscenter (2014). Se også Danmark (idræt og sport).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig