.

Galopsport, væddeløb på oval bane mellem galopheste med ryttere. Galopløb kan afvikles som fladløb, dvs. som løb uden forhindringer, eller som forhindringsløb. Sidstnævnte omfatter hurdleløb, hvor forhindringerne er flytbare og beregnet til, at hestene kan lade benene slå igennem på den øverste tredjedel, og steeplechase, hvor forhindringerne er højere og faste.

Galopløb er enten aldersvægtsløb, hvori alle heste med samme alder bærer samme vægt, hopperne dog 2 kg mindre end hingstene, eller handicaps, hvor galopbanens officielle handicapper tildeler et handicaptal til alle treårige og ældre heste, som i indeværende eller foregående år har fuldført mindst to løb på banen. For at alle heste i et handicapløb skal have lige stor chance for at vinde løbet, skal hesten på grundlag af sit handicaptal have tillagt eller fratrukket et antal kilo.

De fem klassiske løb er alle aldersvægtsløb. Det engelske The Derby Stakes fra 1780 er det mest berømte. Det rides over 2400 m og er åbent for treårige heste; hingste og vallakker bærer 58 kg, mens hopper bærer 56 kg. De øvrige engelske klassikere er The 2000 Guineas Stakes fra 1809 (1600 m), St. Leger fra 1776 (2800 m) for treårige heste samt The Oaks fra 1779 (2400 m) og The 1000 Guineas Stakes fra 1814 (1600 m) for treårige hopper. The Derby Stakes, The 2000 Guineas Stakes og St. Leger benævnes tilsammen The Triple Crown, som kun ganske få heste har været i stand til at vinde; ingen har nogensinde vundet alle fem klassikere. I Danmark benyttes betegnelserne Dansk Forårsløb og Mowerinaløb for hhv. 2000 og 1000 Guineas Stakes. Til andre store begivenheder regnes det engelske Ascot Gold Cup fra 1807 (4000 m) som led i The Royal Ascot-ugen i juni måned samt løbet med de største pengepræmier, det franske Prix de l'arc de triomphe fra 1920 (2400 m). Det engelske Grand National Handicap Steeplechase er det mest kendte forhindringsløb.

For at opnå tilladelse til at starte i galopløb skal hesten være i træning hos enten en professionel træner eller en amatørtræner. Galopheste er avlet til at løbe væddeløb og kaldes fuldblodsheste, hvis de selv eller samtlige deres forfædre er optaget i stambogen The General Stud Book; den blev udgivet første gang i 1791 i England og kommer i ny udgave hvert fjerde år. I steeplechase deltager af og til topheste med 7/8 fuldblod og 1/8 andet blod, fx pony- eller hunterblod, men her kræves foruden hurtighed også stort mod og springevner.

Galophesten rides af en professionel rytter (jockey) eller af en amatørrytter. En amatørrytter må ikke modtage godtgørelse af nogen art for det redne løb. Amatørryttere får en vægtlettelse på 3,5 kg, indtil de har opnået tre sejre, og på 2 kg indtil ti sejre. Indeholdt i den vægt, som hesten er tildelt, regnes rytterens vægt (med tøj) samt sadlens vægt. Den tildelte vægt er en minimumsvægt, idet rytter og sadel godt må veje mere, men så formindskes hestens chance i løbet tilsvarende.

I alle lande gennemføres galopløb efter regler, som bygger på et regelsæt fastsat af den engelske The Jockey Club, stiftet i 1750. Den danske jockeyklub, Foreningen Til Den Ædle Hesteavls Fremme, blev stiftet i 1859. Foreningen hedder nu Dansk Galop, og den havde 2015 ca. 400 medlemmer. I Danmark har der været afholdt galopløb siden 1867, fra ca. 1960 udelukkende som fladløb. Klampenborg Galopbane nord for København blev indviet i 1910, og siden da er de klassiske løb blevet afviklet her efter engelsk forbillede.

Mens der i Storbritannien er 59 galopbaner, er Klampenborg Galopbane den eneste i Danmark; derudover afholdes enkelte galopløb vekslende med travløb i Odense og Århus. I 2015 afvikledes 256 galopløb, de 157 i Klampenborg. I alt udbetaltes 13,3 mio kr. i præmier til hesteejerne. Herhjemme er interessen for spil på heste dalende, bl.a. som følge af en ugunstig totalisatorlov; dermed forsvinder også væddeløbsbanernes økonomiske fundament. I udlandet er interessen derimod stigende, bl.a. med internationale storløb i Hongkong, Japan og Australien, hvortil heste flyves fra hele verden. Det senest tilkomne storløb er Dubai Cup i De Forenede Arabiske Emirater med sportsgrenens største pengepræmier. Se hestesport.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig