Parasport Danmark er et idrætsforbund, som arbejder for at skabe idrætstilbud til mennesker med handikap eller særlige behov. Forbundet blev grundlagt i 1971 som Dansk Handicap Idræts-Forbund. Forbundet fik sit nuværende navn, Parasport Danmark, i 2016.

Parasport Danmarks opgave og organisation

Parasport Danmark varetager både bredde- og konkurrenceidræt og har været et specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund, DIF, siden 1972. Forbundet optager alle idrætsklubber og foreninger, der tilbyder idræt for handicappede.

I alt er der tilknyttet omkring 470 foreninger til forbundet med ca. 6.500 medlemmer (2022). Døveidrætten udgør dog sit eget forbund, Dansk Døve-Idrætsforbund, under Parasport Danmark på grund af medlemmers sprog (dansk tegnsprog) og forskellen i idrætsaktiviteter.

Parasport Danmark arbejder også med at uddanne andre specialforbund, handicaporganisationer og kommuner i arbejdet med fysisk aktivitet for mennesker med særlige behov eller handicap.

Parasport Danmarks internationale arbejde

Parasport Danmark er medlem af en lang række internationale organisationer. Blandt de mest centrale er forbundets status som national paralympisk komité i Danmark og rollen som dansk repræsentant for Special Olympics, der fokuserer på idræt for mennesker med udviklingshandicap.

Læs mere på Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig