Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anja Andersen

Oprindelig forfatter THjJ Seneste forfatter Redaktionen

Håndbold. Danmarks kvindelandshold lader sig hylde efter i 1996 at have genvundet EM. Fra venstre: Susanne Munk Lauritsen, Lene Rantala, Gitte Sunesen, Anne Dorthe Tanderup, Anja Byrial Hansen, Anja Andersen, Anette Hoffmann, Heidi Astrup, Tina Bøttzau, Gitte Madsen, Kristine Andersen, Mette Vestergaard, Marianne Florman, Tonje Kjærgaard, Camilla Andersen og anfører Janne Kolling.

Anja Andersen, Anja Jul Andersen, f. 15.2.1969, dansk håndboldspiller og -træner, kendt for sin skudstyrke, sit legende og eksperimenterende spil og sit heftige temperament. Hun har bl.a. spillet for Viborg HK, det tyske TuS Walle Bremen og det norske Bækkelaget.

Som spiller på det danske landshold 1989-99 scorede Anja Andersen 725 mål i 133 kampe. Blandt de væsentligste sejre med landsholdet er EM-guld 1994 og 1996, OL-guld 1996 og VM-guld 1997. I 1997 blev hun ligeledes kåret til IHF World Player of the Year af det internationale håndboldforbund IHF.

Efter hun trak sig tilbage i 1999 som aktiv spiller, blev hun sportschef og træner i Slagelse HK, som hun formåede at føre til sejr i EHF-Cuppen 2003 og Champions Leage 2004, 2005 og 2007. I første halvdel af 2006 var Anja Andersen desuden træner for det serbiske landshold.

Annonce

2008-10 var hun træner for FCK Håndbold, inden hun i begyndelsen af 2011 for en kort periode overtog ansvaret for det rumænske storhold Oltchim Râmnicu Vâlcea. Senere på året blev Anja Andersen præsenteret som ny udviklingschef for Viborg HK's herreafdeling.

Fra 2015 har Anja Andersen arbejdet med coaching af ledere i erhvervslivet.

Anja Andersen har skrevet flere bøger, bl.a. Mit håb om frihed (1997).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Hjort Jensen: Anja Andersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37614