Gymnastik. Øvelser fra Guts Muths Gymnastik für die Jugend (1793). Bogen giver en omfattende og systematisk fremstilling af legemsøvelser til pædagogisk brug. Guts Muths gav i bogen bl.a. anvisninger på alsidige løbe-, spring- og kasteøvelser, som blev udført i naturen. Det var tillige hans mål at gøre opmærksom på menneskelegemets skønhed og fuldkommenhed.

.

Gymnastik, kropsøvelser, som har til formål at styrke individet fysisk og psykisk.

Faktaboks

Etymologi
Ordet gymnastik er afledt af græsk gymnazein 'udøve legemsøvelser', af gymnos 'nøgen', se gymno-, og -ik.

Gymnastikken rummer forskellige idéer om udvikling og opdragelse af individet gennem fysisk aktivitet. Gymnastikbegrebet har ændret sig gennem tiderne, og gymnastik er ligesom fx sport en overordnet kategori inden for det kropskulturelle område.

I lighed med sporten har gymnastikken en række forskellige aktiviteter, der kan systematiseres på forskellig vis, fx efter bevægelsesform: rytmisk gymnastik, redskabsgymnastik, jazzgymnastik, aerobic osv.; efter alderskategori, fx børne- og ældregymnastik; efter organiseringsprincip, fx skole-, forenings-, aftenskolegymnastik; eller efter fremtrædelsesform, fx motionsgymnastik, opvisnings- eller konkurrencegymnastik.

Gymnastikken dyrkes i Danmark fortrinsvis i de to store idrætsorganisationer, DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og Danmarks Idræts-Forbund, DIF (i Danmarks Gymnastik Forbund, DGF). Se også Danmark (idræt og sport).

Historie

Gymnastik. Svensk gymnastiks formgivende øvelser, her smidighedsøvelser udført med hjælp af makker. Illustrationen stammer fra Allmän rörelselära (1880), som er skrevet af gymnastikpædagogen P.H. Lings søn Hjalmar Ling.

.

Gymnastikkens udvikling indeholder både pædagogiske, sundhedsmæssige og oplevelsesmæssige aspekter. Gymnastiske og akrobatiske øvelser er kendt tilbage til egyptiske vægbilleder fra 3. årtusinde f.Kr. og fra græsk og romersk oldtid. Den antikke gymnastik var ikke identisk med den nutidige gymnastik, men i højere grad knyttet til idræt og kappestrid. Der var tale om alsidige øvelser, der trænede såvel krop som karakter.

I 1500-t. udkom de første egentlige bøger om gymnastik. Den italienske læge Hieronymus Mercurialis udgav i 1569 De arte gymnastica (Om den gymnastiske kunst), der bl.a. beskæftiger sig med gymnastikkens nytte for forebyggelse af sygdomme.

I 1599 udgav endnu en italiener, Archange Tuccaro (1536-1616), Troi dialoques de l'exercise de sauter et voltiger en l'air (Tre dialoger om luftakrobatik), der må betragtes som den første bog om springgymnastik. For Tuccaro var formålet med træningen i de ofte avancerede øvelser, at springeren kunne underholde tilskueren. Da danskeren Franz Nachtegall i begyndelsen af 1800-t. tog de samme øvelser op i en mere folkelig udgave, var målet at opdrage.

Ud af oplysningstidens tanker om det borgerlige individs frigørelse voksede den moderne gymnastik frem over hele Europa fra overgangen mellem 1700- og 1800-t.

Blandt periodens filosoffer fik Jean-Jacques Rousseau med opdragelsesromanen Émile fra 1762 stor betydning.

Rousseau anbefalede her en ny opdragelse, hvori hærdning gennem leg og fysisk aktivitet skulle være et væsentligt supplement til den boglige opdragelse.

Hans tanker blev bl.a. ført ud i livet i nyoprettede kostskoler, de såkaldte filantropier, som var skoler, der fremhævede betydningen af den legemlige opdragelse.

Forsøgene på disse skoler banede vejen for, at gymnastik blev en del af skolens fagkreds, i Danmark allerede fra 1814. Træningen af unge mænd i deres fritid blev først aktuel fra omkring 1860'erne og 1870'erne i forbindelse med skytte- og gymnastikforeningernes etablering. Gymnastikken i 1800-t. blev især inspireret af to forskellige systemer, tysk og svensk gymnastik.

Tysk gymnastik blev først og fremmest udviklet og beskrevet af J. Guts Muths og F.L. Jahn. Den tyske pædagogiske gymnastik blev introduceret af Guts Muths i Gymnastik für die Jugend (1793), hvori gymnastikkens nytte ikke kun sås i dens betydning for barnet, men også for nationen. Guts Muths' filosofi var, at der intet er i intellektet, som ikke først har været i sanserne. På den baggrund blev legen og den fysiske aktivitet i naturen gjort til en væsentlig del af barnets udvikling og dannelse.

Guts Muths anbefalede naturlige og alsidige øvelser som fx løbe-, spring-, balance-, svømme- og kasteøvelser. Øvelserne blev udført med eller uden redskaber i naturen. Lysten blev fremhævet som den bedste målestok i det pædagogiske arbejde. Jahn var inspireret af de nationalromantiske idéer i Tyskland i begyndelsen af 1800-t., og under påvirkning af fransk overherredømme formulerede han målet om frihed og enhed for de tyske stater.

Han så folkeopdragelsen som et af de centrale midler til opnåelse af tysk enhed, og i hans opdragelsesprogram indgik foruden historie og sprog også legemsøvelser og praktisk arbejde. Jahn benyttede Guts Muths' øvelser, men supplerede dem med redskabsøvelser. Han opfandt fx reck og barre, og han lod gymnasterne træne på store gymnastikpladser (turnpladser).

Gennem afprøvninger og udfordringer i redskaberne blev gymnasterne stillet over for viljesbetonede opgaver, der skulle udvikle mod og beslutsomhed. Jahn ønskede at udvikle og opdrage unge mænd, mens Guts Muths' centrale målgruppe var drenge i skolealderen. Tidligt blev der i forlængelse af tysk pædagogisk gymnastik og tysk turn udviklet en selvstændig kvindegymnastik.

Den svenske gymnastiks ideolog P.H. Ling delte gymnastikken op i pædagogisk, militær, medicinsk og æstetisk gymnastik. Han ønskede at videnskabeliggøre gymnastikken med udgangspunkt i anatomi og fysiologi. Han udviklede formgivende og rationelle øvelser (stillingsgymnastik) i et forsøg på at give kroppen harmonisk og ligesidig træning og udvikling. Den rationelle skoling stillede krav til pædagogikken om ensartethed og disciplin.

Afholdte gymnastradaer

1953 Rotterdam, Holland
1957 Zagreb, Jugoslavien
1961 Stuttgart, Vesttyskland
1965 Wien, Østrig
1969 Basel, Schweiz
1975 Berlin, Vesttyskland
1982 Zürich, Schweiz
1987 Herning, Danmark
1991 Amsterdam, Holland
1995 Berlin, Tyskland
1999 Göteborg, Sverige
2003 Lissabon, Portugal
2007 Dornbirn, Østrig
2011 Lausanne, Schweiz
2015 Helsinki, Finland

Etableringen i Danmark (ca. 1800-60)

Danskeren Franz Nachtegall begyndte som student at interessere sig for legemsøvelser. Guts Muths' bog fra 1793 blev udgangspunktet for Nachtegalls videre virke, og Nachtegall stod centralt i alle de gymnastikinitiativer, der blev taget i begyndelsen af 1800-t. Han var med til at etablere institutioner og uddannelse, indføre gymnastik som skolefag, etablere inspektion og skrive undervisningsbøger.

Som det første land i verden indførte Danmark med Almueskoleloven af 1814 gymnastik som fag. Faget var tiltænkt både drenge og piger, men blev dog i 1828 indskrænket til kun at være for drenge, for først i 1903 blev det genindført for piger. Interessen og forståelsen for gymnastikkens nytte var dog beskeden hos den danske landbobefolkning og øgedes først, efterhånden som gymnastik vandt indpas i nye miljøer i midten af 1800-t.

Stabiliserings- og udbygningsfasen (ca. 1860-85)

Gymnastikken bredte sig fra 1860'erne til nye miljøer uden for skole- og militærregi: højskoler, private institutter, frie gymnastikforeninger, folkehøjskoler og skytteforeninger under De Danske Skytteforeninger, oprettet i 1861. Hvert af disse miljøer havde en forskellig målsætning og var henvendt til forskellige befolkningsgrupper.

Da Rødding Højskole som den første danske folkehøjskole blev oprettet i 1844, var gymnastik på programmet fra begyndelsen. Gymnastikkens rolle var i høj grad at kompensere for den meget stillesiddende undervisning. Fra 1859 og fremefter blev der i Danmark etableret flere gymnastikinstitutter. Her forsøgte man inden for private rammer at danne modvægt til svaghedstendenser i form af skæve rygge og svagt udviklet muskulatur, som var mange kvinders problem, især i borgerskabet.

Fra begyndelsen af 1870'erne opstod der frie og egentlige gymnastikforeninger i København og de større provinsbyer. Gymnastikken var her den primære og oftest eneste aktivitet i modsætning til skytteforeningerne, hvor man først senere begyndte at dyrke gymnastik ved siden af de centrale aktiviteter, skydning og eksercits.

I de nye gymnastikforeninger dyrkede man helt fra begyndelsen de tyske redskabsøvelser. Gymnasterne var primært unge mænd fra borgerskabet, der her søgte adspredelse, underholdning og sundhed, ofte som kompensation for et stillesiddende eller ensidigt fysisk arbejde.

Fra midten af 1880'erne opstod der i København og visse provinsbyer enkelte kvindegymnastikforeninger med Københavns Kvindelige Gymnastikforening fra 1886 og Dansk Kvinde Gymnastikforening fra 1888 som de første.

Brydningsfasen (ca. 1885-1900)

I denne periode udspillede der sig måske den væsentligste idrætspolitiske kamp nogensinde i Danmark. Striden stod mellem svensk gymnastik og dansk-tysk gymnastik; svensk gymnastik vandt, blev indført i skolen i 1899, i militæret i 1905 og blev udbredt i fritiden, især i foreninger på landet og på højskolerne.

Valget af gymnastiksystem er forbundet med provisorietidens politiske kamp mellem Højre og Venstre, hvor gymnastik-, højskole- og andelsbevægelser blev en del af Venstres kamp for parlamentarismen. I dette spil passede den sundhedsorienterede og kollektive svenske gymnastik bedre ind end den individuelle og adspredelsesorienterede dansk-tyske gymnastik. Dertil kom skolens ønske om forbedringer af skolegymnastikken i takt med den øgede viden om sundhed og hygiejne.

I foreningerne på landet fik svensk gymnastik en identitetsskabende betydning for deltagerne, idet den blev oplevet som en særlig demokratisk form for gymnastik. Gymnastikken blev hjulpet godt på vej af delingsføreruddannelsen, som etableredes fra 1878, og af oprettelsen af Statens Eetaarige Kursus i Gymnastik i 1898.

Den folkelige gymnastik i Danmark, som i dag er organiseret i DGI, fik rodfæste i denne periode. Den dansk-tyske gymnastik blev videreudviklet i Dansk Gymnastik Forbund, DGF, som blev oprettet i 1899 (siden 1994 Danmarks Gymnastik-Forbund), og som siden udviklede redskabs- og konkurrencegymnastikken.

Den svenske gymnastik blev især knyttet til landområderne med ideologisk tilknytning til højskolebevægelsen, mens den dansk-tyske gymnastik primært blev knyttet til byerne og den moderne sportsbevægelse.

Udbygningsfasen (ca. 1900-60)

Perioden var præget af stor tilslutning og kvalitative ændringer af indhold og arbejdsformer. OL i 1912 i Stockholm med opvisning af de finske kvindegymnaster, ledet af Elli Björkstén (1870-1947), markerede et afgørende vendepunkt i udviklingen af den brede gymnastik. Elli Björkstén var bl.a. inspireret af tyskeren Adolf Spiess (1810-58) og svenskeren P.H. Ling og havde udviklet en frigjort og levende gymnastik, bevægelsesgymnastik, i stedet for den mere stive svenske stillingsgymnastik.

To højskoler fik stor betydning for den videre udvikling af gymnastikken, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Snoghøj Gymnastik- og Folkehøjskole, der blev indviet i hhv. 1920 og 1925. Niels Bukh udviklede på Ollerup den svenske gymnastik inspireret af Elli Björkstén. Han tilføjede øvelserne mere bevægelse og tempo og kaldte sin gymnastik for primitiv gymnastik; denne supplerede han med makker- og springøvelser. Netop kombinationen af fritstående øvelser og makker- og springøvelser har siden fremstået som en særlig dansk specialitet.

Hvor Ollerup både havde mandlige og kvindelige elever, var Snoghøj Gymnastik- og Folkehøjskole kun for kvinder. De to ledere, Anna Krogh (1893-1985) og Jørgine Abildgaard (1893-1962), vægtede sammenhængen mellem bevægelse og musik og mellem krop og ånd meget højt.

Fra midten af 1930'erne blev kvindegymnastikken, især i byerne, inspireret af tyskeren Hinrich Medaus (1890-1974) gymnastik. Han lagde vægt på totalitet i bevægelserne, hvilket han bl.a. søgte gennem harmoni i forholdet mellem musik og bevægelse. Mange, især de Björkstén-inspirerede, fandt, at denne gymnastikform var præget af slaphed og sanselighed, hvilket betød, at den visse steder havde vanskeligt ved at slå igennem.

Gymnastikken fik i perioden stor medlemsmæssig tilslutning, men hvor mændene tidligere havde domineret, kom kvinderne nu i overtal. Det fik på mange måder stor betydning for gymnastikkens bevægelsesmæssige indhold og udtryk. Systemerne blev mere eller mindre opløst, og de enkelte instruktører sammensatte deres programmer under inspiration fra de mange gymnastikkurser, der blev udbudt på højskoler og i gymnastikorganisationerne.

I De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger havde der fra tid til anden været konflikter mellem skytterne og gymnasterne. I 1929-30, da gymnasterne udgjorde langt den største part, skete der et egentligt brud, idet hovedparten af gymnasterne brød ud og dannede De Danske Gymnastikforeninger, som i 1965 fusionerede med De Danske Ungdomsforeninger til De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger.

Integrations- og opløsningsfasen (ca. 1960-1990'erne)

Perioden har været præget af kønnenes forsøg på at dyrke gymnastik sammen. Mændene har i stigende grad anvendt musik, først klaver, siden båndmusik o.a., og mandsgymnastikken er blevet ændret i retning af større bevægelsesharmoni og helhed. Bevægelsesinspirationer er kommet fra mange sider: fra ny rytmisk musik, moderne dans, fitnesskultur etc.

Den del af gymnastikken, der ikke er bygget op om faste regelsæt, udvikler sig til stadighed i dialog med udbud og efterspørgsel. Især aerobics har haft stigende tilslutning. I Danmark dyrkes det som konkurrencedisciplin under Danmarks Gymnastik Forbund, og der er blevet afholdt VM siden 1995.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig