Faktaboks

Niels Bukh

Niels Ebbesen Mortensen Bukh

Født
15. juni 1880
Død
7. juli 1950
Niels Bukh
Niels Bukh, årstal ukendt.

Niels Bukh leder sit kvindelige gymnastikhold på Skamlingsbanken i 1932. Bukh var kendt for sin karismatiske evne til med ganske få bevægelser at dirigere et hold. I den danske og udenlandske presse blev Bukh rost for gymnasternes synkrone bevægelser og elegance.

.

Niels Bukh var en dansk gymnastikpædagog, som i 1920 grundlagde Danmarks første idrætshøjskole, Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn. Han fik sit nationale gennembrud som gymnastikleder ved De Olympiske Lege i Stockholm i 1912.

Inspireret af den finske gymnastikpædagog Elli Björksténs (1870-1947) rytmiske kvindegymnastik og Kaare Theilmanns sygegymnastik udviklede Bukh fra 1914 til 1920 svenskeren P.H. Lings gymnastik til sin egen såkaldte primitive gymnastik, hvis mål var gennem kraftigt virkende øvelser at forebygge stivhed og uheldige kropslige vanestillinger.

Fra begyndelsen af 1920'erne blev Bukhs opvisningshold meget populære også uden for Danmark. En verdensomspændende rejse i 1931 bragte bl.a. Ollerupgymnasterne til Japan, hvor Bukhs gymnastik fik stor og varig indflydelse.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 vakte Bukh opsigt ved sin støtte til det nazistiske Tyskland. Efter Besættelsen kom Bukhs navn mange steder i vanry pga. beskyldninger mod ham for samarbejde med besættelsesmagten. Alligevel fik Bukh efter krigen genrejst skolen, samtidig med at han var blevet godsejer, idet han i 1944 havde købt den nærliggende herregård Løgismose.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig