Bobby Jones

Robert Tyre Jones Jr. – bedre kendt som Bobby Jones – blev født i Atlanta i Georgia i USA, og som barn kæmpede han med forskellige sygdomme. Han blev derfor opfordret af lægerne til at spille golf, og hans strenge far, der var advokat, tilskyndede det.

Den unge Jones havde dog visse udfordringer med sit temperament, og historierne om hans opførsel i modgang er måske blevet forstærket, fordi han senere lærte at kontrollere det og faktisk blev kendt som en mere end eksemplarisk gentleman.

Under 1. Verdenskrig – som for amerikanernes vedkommende hovedsageligt var i 1917 og 1918 – blev den talentfulde teenager inviteret til at spille opvisningsmatcher, hvor der blev samlet ind til fordel for krigens ofre. Her lærte han at spille foran mange mennesker – noget, der i de kommende år kom ham til gode ved de store mesterskaber.

Professionel golf var i 1920’erne og 1930’erne stadig noget forholdsvist nyt og ikke noget, som agtværdige gentlemen blandede sig i – ud over som tilskuere for måske at sætte lidt penge på spil på samme måde, som man ville spille og se på f.eks. væddeløbsheste. Derfor havde de store amatørmesterskaber lige så stor status som de store turneringer for professionelle. Datidens fire majors var derfor: The Open, US Open, The Amateur Championship og US Amateur Championship.

I 1930 skete der det næsten utænkelige, at én og samme mand – nemlig Bobby Jones – vandt dem alle fire. Og det skulle siden hen blive kendt som The Grand Slam. Noget af det mest bemærkelsesværdige ved præstationen var, at det jo var en amatør, og i øvrigt en ’rigtig gentleman’, der stod bag.

Umiddelbart efter 1. Verdenskrig opnåede Bobby Jones bemærkelsesværdige resultater i store amatørmesterskaber. Blandt andet vandt han Southern Amateur tre gange – i 1917, 1920 og 1922 – og som 18-årig i 1920 kvalificerede han sig til sin første U.S. Open.

Det er værd at bemærke, at hans præstationer i de følgende år alle blev opnået sideløbende med, at han uddannede sig, først til mekanisk ingeniør ved Georgia Institute of Technology i 1922, så tog han en større grad i engelsk litteratur ved Harvard i 1924 og endelig en juridisk eksamen ved Emory University of Law – hvorefter han blev ansat i sin fars advokatfirma.

I 1923 vandt han sin første U.S. Open, og herefter var han næsten ikke til at stoppe. Fra dette mesterskab og de følgende år indtil sejren i U.S. Amateur i 1930, vandt han 13 af datidens majors. Og det i kun 20 forsøg. Han var den første spiller nogensinde, der vandt både U.S. Open og The (British) Open samme år (1926), og han blev den kun anden spiller, der vandt både U.S. Amateur og The (British) Amateur Championship samme år (1930). Chick Evans (1908-1979) var den første i 1916.

Men frem for alt er Jones stadig den eneste nogensinde, der har vundet alle fire majors i samme kalenderår. Masters var endnu ikke startet, og indtil slutningen af 1950’erne blev de to amatørmesterskaber stadig regnet som majors. Faktisk var Jones så forudseende, at han havde satset lidt penge hos de britiske bookmakere på netop denne ’uopnåelige’ præstation. Han havde fået odds 50-1 og indkasserede bagefter mere end 50.000 dollars.

Det startede på The Old Course i St. Andrews, hvor han vandt The Amateur Championship, og derefter tog han til Royal Liverpool Golf Club, hvor han vandt The Open på Hoylake. Hjemme igen tog han sig af U.S. Open på Interlachen i Minnesota, og i slutningen af september var der en enorm både tilskuer- og presseopmærksomhed omkring den sidste af de fire – nemlig U.S. Amateur på Merion i Pennsylvania. Det tog hårdt på Jones, men han vandt den efter et nervepirrende opgør.

Byen New York havde allerede givet ham en såkaldt ’ticker tape parade’, da han i 1926 vandt både U.S. Open og The (British) Open, så nu måtte de gøre, hvad de aldrig havde gjort for nogen før – nemlig give ham parade nummer to. Det er han til dato stadig den eneste sportsudøver, der har fået, og listen af andre hædersbevisninger er alenlang.

Foruden de mange titler vil navnet Jones altid blive forbundet med to ting: Masters – og god opførsel. Et godt eksempel på det sidste var en hændelse ved U.S. Open i 1925. Der blev spillet på Worcester Country Club lige udenfor Boston, og under første runde fik Jones slået sin bold for kort af 11. green, og den rullede ned ad bakken og lagde sig rette i roughen på skråningen. Da han tog sin stance (opstilling) og trak køllen tilbage, strejfede hans kølle græsset, hvilket fik bolden til at flytte sig en anelse. Han gennemførte slaget og informerede derefter sin spillepartner Walter Hagen (1892-1969) og den official fra USGA (United States Golf Association), der dækkede deres match, at han gav sig selv et straffeslag. Hagen forsøgte at tale ham fra det, men Jones var ubøjelig, og de fortsatte spillet.

Efter matchen forsøgte også USGA's officials at diskutere med ham, men han insisterede på, at han havde forbrudt sig mod Regel 18 (bold flyttet efter adressering/opstilling) og skrev derfor under på en 77’er i stedet for en 76’er, som ville have givet ham sejren. Nu måtte der omspil til, og det tabte Jones. Da mange journalister roste ham for denne handling, skulle Jones have svaret: ”Man kan lige så godt rose en mand for ikke at plyndre en bank.”

Efter den sidste sejr, der gav ham den famøse Grand Slam, valgte Jones – i en alder af bare 28 år – at trække sig tilbage fra turneringsgolf. Den officielle forklaring var, at han skulle koncentrere sig om sin advokatvirksomhed i Atlanta, men senere er det kommet frem, at disse store turneringer tærede voldsomt på hans helbred, som i forvejen ikke var for stærkt.

Han opgav dog ikke helt golf. Han indspillede en række instruktionsvideoer i Hollywood, hvor han gav berømte filmstjerner gode golftips, og disse film blev så populære, at han opgav sin amatørstatus for at nyde godt af indtægterne. Det blev også til et par bøger, og sammen med advokatfirmaet gjorde det alt sammen Jones til en holden mand.

Jones havde også en drøm om at skabe sin egen eksklusive golfklub, hvor han kunne spille i ro sammen med nogle af de velhavende gentlemen, som han havde mødt på sine mange rejser. En stor del af disse venner boede i New York og Philadelphia-området, hvor det var svært at spille golf i vinterhalvåret. De ville derfor gerne have et alternativ til deres hjemmebaner – helst et sted med et mildere klima – og det passede jo godt med Jones’ hjemstat Georgia.

Efter en del søgen efter et egnet sted i området omkring Atlanta blev Jones gjort opmærksom på en planteskole/frugtplantage, som en belgisk familie havde sat til salg i Augusta. Og byen Augusta havde den store fordel, at den lå på jernbanelinjen, der gik fra de store østkystbyer i nordstaterne helt ned til Florida. Og så var der tilmed et egnet hotel, som gæsterne nordfra kunne benytte. En enkelt af disse finansfolk – Clifford Roberts (1994-1977) – var endda så ivrig efter at skabe en golfklub sammen med den berømte golfspiller, at han gik i partnerskab med Jones og sørgede for finansiering gennem sine velhavende venner.

Jones havde set mange golfbaner rundtomkring i verden, og han var ikke i tvivl om, at han ville have skotten Alister MacKenzie (1870-1934) til at hjælpe med at designe sin nye bane. MacKenzie var i USA hovedsageligt kendt for banen Cypress Point i Californien, men han havde haft succes med en række andre baner, og sammen skabte de banen, der stadig er vært for årets første major.

Jones var så begejstret for den nye bane, at han ønskede at vise den frem for andre. Der blev derfor i 1934 lavet en Augusta National Invitational, hvor hans tidligere konkurrenter kunne komme og spille, og Jones ville endda selv spille med. Jones’ deltagelse vækkede straks interessen hos både spillere og journalister. Bobby Jones var gået ’på pension’ efter Grand Slam-sejren i 1930, og ingen havde set ham spille siden. Turneringen var derfor en stor succes, og Clifford Roberts mente, at de skulle omdøbe den til Masters. Det var dog lidt for prætentiøst for Jones i starten, men efter nogle år måtte han bøje sig.

Med det nye navn, det meget stærke felt og ikke mindst Jones’ deltagelse steg turneringens anseelse meget hurtigt, og billetterne blev revet væk. For journalisterne var det også et bekvemt stop på vej til ’Spring training’ – baseball-holdenes træningslejre i Florida – så pludselig havde golfverdenen fået en stor turnering, der blev sammenlignet med de gamle traditionsrige som The Open og U.S. Open.

Jones kom aldrig til at spille nogen rolle i kampen om at vinde Masters. En delt 13.-plads det første år i 1934 blev hans bedste, og efter nogle år måtte han erkende, at hans dårlige helbred forhindrede ham i at spille med. En sjælden rygmarvssygdom gjorde ham svagere, og de sidste mange år sad han i en kørestol. Hans betydning for turneringen fortsatte dog, og selv om det var Roberts, der bestemte og drev klubben, udnævnte medlemmerne i 1966 Jones til ’President in Perpetuity’

• golf
• major
• Masters
• golfsportens store spillere