Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fritz Walter

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Fritz Walter, Friedrich Walter, 31.10.1920-17.6.2002, tysk fodboldspiller; en af Vesttysklands tidlige fodboldhelte. Han blev født i Kaiserslautern og begyndte at spille fodbold som 8-årig på den lokale klub 1. FC Kaiserslauterns akademi.

I 1937 debuterede han på 1. holdet og tilbragte siden loyalt hele sin karriere i klubben over 411 kampe (380 mål) frem til 1959, bl.a. med to vesttyske mesterskaber i 1951 og 1953 til følge.

Fritz Walter debuterede på landsholdet i 1940, men blev indkaldt i 1942 under 2. Verdenskrig. I 1944 undgik han med nød og næppe at blive overflyttet til en russisk fangelejr, bl.a. takket være sine fodboldevner.

Annonce

Fritz Walter var anfører for det vesttyske landshold, der i 1954 vandt VM efter en hård finale mod Ungarn, og den træfsikre angriber spillede i alt 61 landskampe (33 mål) frem til og med sin deltagelse i VM i 1958.

På Fritz Walters 65-års-fødselsdag omdøbte 1. FC Kaiserslautern klubbens stadion til Fritz Walter Stadion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fritz Walter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268772