Faktaboks

Ronaldinho

Ronaldo de Assis Moreira

Født
21. marts 1980

Ronaldinho er en tidligere brasiliansk fodboldspiller, der i sin karriere spillede for bl.a. FC Barcelona og AC Milan. I perioden 1999-2013 spillede han desuden 97 landskampe og scorede 33 mål for Brasilien. Med det brasilianske landshold vandt han VM i fodbold i 2002. I 2004 blev Ronaldinho tildelt Ballon d'Or, og i både 2004 og 2005 blev han kåret til Årets Spiller i Verden.

Ronaldinhos klubkarriere

Ronaldinho (th.); foto fra 2007.

.

Ronaldinho ('den lille Ronaldo') blev født i Porto Alegre og indledte sin klubkarriere som ungdomsspiller i Grêmio Foot-Ball Porto Alegrense, som han debuterede for som seniorspiller i 1998. I 2001 skiftede han til den franske klub Paris Saint-Germain FC, hvor han med sin eminente teknik og legesyge driblinger tiltrak sig de europæiske storklubbers opmærksomhed.

Det blev spanske FC Barcelona, som endte med at købe Ronaldinho i 2003, og her blev han over sine i alt 207 kampe (95 mål) en stærkt medvirkende årsag til, at klubben blev spansk mester i 2005 og 2006 samt vandt Champions League i 2006.

I 2008 skiftede han til den italienske storklub AC Milan, som han vandt det italienske mesterskab med i 2011, inden han samme år underskrev en kontrakt med en af sit hjemlands storklubber, Clube de Regatas do Flamengo. Grundet manglende lønudbetalinger opsagde han dog allerede sin kontrakt i 2012 og skiftede til Atlético Mineiro i Belo Horizonte, hvor han spillede til 2014. Efter en enkelt sæson i mexicanske Querétaro FC (2014–2015) afsluttede han karrieren i brasilianske Fluminense (2015).

Ronaldinho på landsholdet

Ronaldinho debuterede som 19-årig på det brasilianske landshold i 1999 efter bl.a. at have været med til at hjemføre VM for U17-landshold til landet i 1997. Siden var han med til at vinde Copa América i 1999 og endelig VM i 2002, hvor han bl.a. scorede direkte på frispark i kvartfinalen mod England. Han deltog desuden i De Olympiske Lege i 2000 og 2008 samt i VM i 2006, men blev ikke udtaget til VM i 2010 og 2014.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig