Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lionel Messi

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Lionel Messi fotograferet under FC Barcelonas Champions League-opgør mod FC København i Parken, den 2.11.2010.

Lionel Messi fotograferet under FC Barcelonas Champions League-opgør mod FC København i Parken, den 2.11.2010.

Lionel Messi, Lionel Andrés Messi, f. 24.7.1987, argentinsk fodboldspiller. Lionel Messi blev tidligt anerkendt som et meget stort talent, og i 2000 forlod han sin ungdomsklub Newell's Old Boys i Rosario og drog til den spanske storklub FC Barcelona.

Han fik sin debut i sæsonen 2004-05, hvor han bl.a. satte rekord i den spanske liga, La Liga, som den hidtil yngste spiller, der har spillet en hel kamp, og den på dette tidspunkt hidtil yngste målscorer nogensinde.

Den meget hurtige og driblestærke Lionel Messi har foreløbig i alt vundet syv (2015) spanske mesterskaber med FC Barcelona samt en spansk pokaltitel. I 2012 blev Lionel Messi den mest scorende spiller for FC Barcelona nogensinde, da han rundede César Rodríguez' (1920-95) hidtidige rekord på 232 mål.

Annonce

Lionel Messi har desuden vundet Champions League med FC Barcelona i 2006, 2009, 2011 og 2015. I 2009 blev han turneringens hidtil yngste topscorer, lige så vel som han blev dens topscorer de følgende to år. I 2012 satte han ydermere rekord i Champions League for flest scorede mål i en enkelt kamp med fem mål i FC Barcelonas 7-1-sejr over Bayer 04 Leverkusen.

Lionel Messi er allerede blevet tildelt adskillige æresbevisninger, bl.a. UEFA Club Footballer of the Year 2009 og UEFA Best Player in Europa 2011 og 2015 samt FIFA Ballon d'Or (årets spiller i verden) 2009, 2010, 2011, 2012 og 2015.

For Argentina har han bl.a. vundet VM for U21-hold i 2005 og OL-guld i Beijing 2008. Han debuterede i 2005 for det argentinske A-landshold.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lionel Messi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=256921