Faktaboks

Garrincha

Manuel Francisco dos Santos

Født
28. oktober 1933
Død
20. januar 1983

Garrincha var en brasiliansk fodboldspiller, der sammen med Pelé var en af sin tids bedste. Garrincha blev verdensmester med Brasilien i både 1958 og 1962.

Garrinchas klubkarriere

Garrincha og Pelé

Garrincha og Pelé fotograferet i 1962.

Garrincha og Pelé
Af /Schutterstock/Ritzau Scanpix.

Garrincha (portugisisk for 'sangfuglen') blev født i Pau Grande i delstaten Rio de Janeiro i fattigdom og led bl.a. under en skæv rygrad, samt at hans ene ben var kalveknæet og det andet hjulbenet. Ikke desto mindre blev Garrincha kendt som en af spillets store driblere, der kunne skabe spektakulær og publikumsvenlig fodbold på et højt teknisk niveau.

Han skrev sin første kontrakt med Botafoga i Rio de Janeiro i 1953, som han spillede for indtil 1965. Herefter fortsatte Garrincha sin karriere i forskellige brasilianske klubber, men sloges med alkoholisme og havde stort besvær med at få tilværelsen uden for banen til at lykkes. Garrincha spillede sin afskedskamp i 1973 og døde som 49-årig i 1983 af skrumpelever, tynget af både finansielle og ægteskabelige problemer.

Garrincha på landsholdet

Garrincha fik i 1955 debut på det brasilianske landshold, som han frem til 1966 repræsenterede i 60 kampe (12 mål) og var med til at føre til to VM-titler i hhv. 1958 og 1962. Ved VM i 1962 blev han desuden delt topscorer og kåret som turneringens bedste spiller. Garrincha deltog også i VM i 1966, hvorefter han indstillede landsholdskarrieren.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig