Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Diego Maradona

Oprindelig forfatter PHH Seneste forfatter Redaktionen

Diego Maradona. Foto fra 2008.

Diego Maradona. Foto fra 2008.

Diego Maradona, Diego Armando Maradona, f. 30.10.1960, argentinsk fodboldspiller. Eminent teknik og dynamisk antrit samt skudkraft med venstrefod og en evne til at lave mål har gjort Diego Maradona til en af verdens bedste fodboldspillere nogensinde.

Han debuterede på det argentinske landshold som 16-årig i 1977, deltog i fire VM-slutrunder og var med til at vinde VM i 1986. Han spillede sin sidste af 91 landskampe (34 mål) ved VM i 1994, hvorunder han blev udelukket pga. doping.

Diego Maradona repræsenterede Buenos Aires-klubberne Argentinos Júniors 1976-81 og Club Atlético Boca Juniors 1981-82, som han blev argentinske mestre med i 1981, inden han i 1982 kom til FC Barcelona, hvor han opnåede en spansk pokaltitel i 1983.

Annonce

1984-91 spillede han for SSC Napoli, som han var med til at føre til det italienske mesterskab i 1987 og 1990, en italiensk pokaltitel i 1987 og sejr i UEFA Cuppen i 1989.

I 1992 drog han til den spanske klub Sevilla FC, inden han vendte tilbage til Argentina og klubben Newell's Old Boys 1993-94 og endelig Boca Júniors 1995-97, hvor han sluttede sin karriere.

Det skete efter endnu en af de sager om kokainmisbrug, der prægede hans senere år som aktiv, og som indbragte ham flere karantæneperioder. I det hele taget har Diego Maradona været kendt for en lang række kontroversielle episoder i sit liv, der bl.a. er blevet skildret af den bosniske instruktør Emir Kusturica i dokumentarfilmen Maradona by Kusturica (2008).

I slutningen af 2008 indtrådte Diego Maradon som træner for det argentinske landshold, som han bl.a. førte til VM-slutrunden i 2010 i Sydafrika trods store vanskeligheder i holdets kvalifikation. Efter VM kunne Maradona ikke blive enige med det argentinske fodboldforbund om konditionerne for en fortsættelse, og han trådte derefter tilbage.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Høyer Hansen: Diego Maradona i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121843