Club Atlético River Plate, River Plate, River, CARP, argentinsk fodboldklub, stiftet 1901 i Buenos Aires. River Plate anses sammen med den anden storklub og rival i Buenos Aires, Club Atlético Boca Juniors, for at være Argentinas to største klubber gennem tiderne.

River Plate vandt det nationale amatørmesterskab i 1920 og efter professionel fodbold blev indført i Argentina i 1931, blev klubben mestre året efter. Det er siden blevet til i alt 33 nationale mesterskaber, senest i 2008. Desuden har klubben vundet den store sydamerikanske turnering for klubhold Copa Libertadores i 1986 og 1996.

I 2011 måtte River Plate lide den tort for første gang at rykke ned i den argentinske 2. division med omfattende uroligheder blandt klubbens fans til følge, men rykkede året efter op igen i den bedste argentinske række.

River Plate har hjemmebane på Estadio Monumental Antonio Vespucio Liberti (El Monumental), der har plads til 57.921 tilskuere, i velhaverkvarteret Belgrano i den nordlige del af Buenos Aires.

Klubben anses for at være middel- og overklassens klub i modsætning til Club Atlético Boca Juniors, der er arbejderklassens klub. Lokalopgøret mellem de to klubber er kendt som et af de mest intense og berygtede i fodboldens verden.

Blandt River Plates største navne gennem tiden kan nævnes Omar Sivori (1935-2005) og Alfredo di Stéfano (1926-2014), der begge fik store karrierer i europæisk fodbold, samt i nyere tid Claudio Caniggia (f. 9.1.1967), Gabriel Batistuta (f. 1.2.1969), Hernán Crespo (f. 5.7.1975) og Gonzalo Higuain (f. 10.12.1987).

Club Atlético River Plates officielle hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig