Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rangers FC

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Rangers FC, Rangers Football Club, skotsk fodboldklub, stiftet 1873 i Glasgow; klubben bliver ofte omtalt som Glasgow Rangers, men det er ikke en officiel klubbetegnelse.

Klubben var med til at danne den skotske liga i sæsonen 1890-91 og har i alt vundet det skotske mesterskab 54 gange, senest i 2011. Desuden har den vundet den skotske pokalturnering Scottish Cup 33 gange, senest i 2009.

På europæisk plan har klubben vundet Europa Cuppen for pokalvindere i 1972 og har desuden været finalist i samme turnering 1961 og 1967 samt i UEFA Cuppen i 2008. 2012 gik Rangers FC konkurs og blev rykket ned i den skotske tredje division. Herfra er de igen rykket op i den skotske Premier League.

Annonce

Rangers FC har hjemmebane på Ibrox Stadium, der har plads til 51.100 tilskuere. Klubbens arvefjende er bysbørnene Celtic FC, og de to klubbers ofte højspændte og dramatiske opgør, der har fundet sted siden 1888, går under betegnelsen Old Firm. Bag fjendskabet ligger også religiøse undertoner, idet Rangers FC traditionelt har været en protestantisk klub, men Celtic FC har en katolsk orientering.

Klubben har haft flere danske spillere i truppen, bl.a. den første danske udlandsprofessionelle Carl "Skoma'r" Hansen 1921-25, Kai Johansen (1940-2007) 1965-70, Jan Bartram (f. 1962) 1988, Brian Laudrup 1994-98, Peter Løvenkrands (f. 1980) 2000-06 og Bajram Fetai (f. 1985) 2004-05.

Rangers FC's officielle hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rangers FC i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268686