Chelsea FC's logo
Chelsea FC's logo

Chelsea FC er en engelsk fodboldklub, der blev stiftet i 1905 i Vestlondon. Chelsea har hjemmebane på Stamford Bridge på Fulham Road, der har kapacitet til 41.900 tilskuere.

Faktaboks

Også kendt som

Chelsea Football Club, The Blues, The Pensioners, Blue Lions, Bentley’s Boys

Resultater

Klubben har vundet det nationale mesterskab i 1955, 2005, 2006, 2010, 2015 og 2017, FA Cuppen otte gange, senest i 2018, Europa Cuppen for pokalvindere i 1971 og 1998, Champions League i 2012 og 2021 og Europa League i 2013 og 2019.

Kriser

I de sene 1970'ere gennemlevede Chelsea en økonomisk krise og havde tillige problemer med hooliganisme blandt sine tilhængere. Krisen mundede i 1982 ud i, at forretningsmanden Ken Barnes købte klubben.

Han lagde sig både ud med klubbens tilhængere, spillere og andre bestyrelsesmedlemmer, men fik samtidig moderniseret Stamford Bridge, omend på bekostning af en stor gæld.

I 2003 solgte Ken Barnes Chelsea til den russiske forretningsmand Roman Abramovitj, der bl.a. brugte store mængder penge på nye spillere og hyrede den kontroversielle portugisiske træner José Mourinho. Som følge af sanktioner mod russiske rigmænd efter Ruslands invasion i Ukraine, måtte Abramovitj opgive sit ejerskab. I maj 2022 blev klubben købt af et konsortium med bl.a. amerikanske Todd Boehly.

Prominente trænere

Under José Mourinho vandt klubben to nationale mesterskaber i træk (2005 og 2006) og FA Cuppen 2007. I 2010 vandt klubben The Double, dvs. både Premier League og FA Cuppen, denne gang med italieneren Carlo Ancelotti (f. 1959) som træner i hans første sæson i klubben. Fra 2013 til 2015 var José Mourinho tilbage som cheftræner for Chelsea FC, hvor han bl.a. førte klubben til sejr i Premier League i 2015. I 2021-22 var tyskeren Thomas Tuchel (f. 1973) cheftræner. Efter flere dårlige resultater blev han i september 2022 afløst af briten Graham Potter (f. 1975) der blandt andet er kendt som succesfuld træner i svenske Östersund FK fra 2011 til 2018 .

Danske spillere

Chelsea har haft flere danske spillere i truppen, bl.a. Nils Middelboe (1887-1976) 1913-1923, der var den første udenlandske spiller i klubben, Jakob Kjeldberg (f. 1969) 1993-1994, Brian Laudrup 1998-1999, Bjarne Goldbæk (f. 1968) 1998-2000, Jes Høgh (f. 1966) 1999-2001, Jesper Grønkjær 2000-2004 og Andreas Christensen 2012-2015 og igen fra 2017 til 2022.

Klubben har desuden haft danskeren Frank Arnesen ansat som talentchef fra 2005 og derefter som sportschef 2009-2011.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig