Faktaboks

Richard Møller Nielsen

Ricardo

Født
19. august 1937
Død
13. februar 2014
EM-finalen 1992. Danmark-Tyskland 2-0
Richard Møller Nielsen fejrer 2-0-sejren over Tyskland i EM-finalen 26. juni 1992.
EM-finalen 1992. Danmark-Tyskland 2-0
Af /Ritzau Scanpix.

Richard Møller Nielsen var en dansk fodboldtræner, der var landstræner for det danske herrelandshold i perioden 1990-1996. Richard Møller Nielsen efterfulgte Sepp Piontek på posten og blev selv efterfulgt af Bo Johansson. Han var kendt som en dygtig taktiker med et indgående forhåndskendskab til enhver modstander.

Richard Møller Nielsen stod i spidsen for Danmark i 73 landskampe (40 vundne, 18 uafgjorte, 15 tabte; målscore: 115-55 ). Med Richard Møller Nielsen som træner vandt Danmark EM i fodbold i 1992.

Richard Møller Nielsens karriere

Richard Møller Nielsen spillede for OB og nåede to landskampe, inden en knæskade satte en stopper for den aktive karriere. Som træner vandt han med OB Danmarksmesterskabet i 1977 og 1982 og pokalfinalen i 1983.

Siden blev han træner for det danske OL-hold, og i 1990 blev han dansk landstræner. Danmark vandt under hans ledelse EM i 1992 og FIFA Confederations Cup (King Fahd Cup) i 1995.

Efter at have ført Danmark til EM-slutrunden i 1996 blev Richard Møller Nielsen landstræner i Finland indtil 1999. Derefter var han landstræner for Israel fra 2000 til 2002.

Richard Møller Nielsen blev i 2015 portrætteret i spillefilmen Sommeren '92, der er instrueret af Kasper Barfoed (f. 1972). Filmen har Ulrich Thomsen i rollen som den kejtede hovedperson, Ricardo.

Richard Møller Nielsen blev i 2014 optaget i Fodboldens Hall of Fame.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig