Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

René Henriksen

Oprindelig forfatter aa32 Seneste forfatter MHansen

René Henriksen, f. 27.8.1969, dansk fodboldspiller. René Henriksen kom til AB som juniorspiller fra Måløv Boldklub i 1983 og opnåede i alt 375 kampe og scorede 34 mål for AB.

Først spillede den teknisk begavede spiller på midtbanen, men blev af cheftræner Christian Andersen (f. 1944) flyttet tilbage som libero i midten af 1990’erne, og så kom der for alvor gang i hans karriere.

René Henriksen fik debut på det danske A-landshold i marts 1998 i en kamp i Glasgow mod Skotland, spillede i alt 66 A-landskampe (35 vundne, 16 uafgjorte og 15 nederlag) heraf de 25 som anfører for holdet. Den altid noble spiller modtog i sine 66 landskampe kun to advarsler.

Annonce

René Henriksen deltog i fire slutrunder for Danmark: VM 1998 (uden at komme i kamp), EM 2000, VM 2002 samt EM 2004, hvor sidste kamp mod Tjekkiet samtidig blev René Henriksens sidste på landsholdet.

I 1999, efter at have vundet den danske pokalturnering med AB, skiftede René Henriksen til den græske storklub Panathinaikos FC, hvor det blev til et græsk mesterskab i 2004 og efterfølgende deltagelse i Champions League, efter den græske liga i syv år havde været domineret af ærkerivalen Olympiakos FC.

I 2005 vendte René Henriksen tilbage til Danmark og AB, hvor han sluttede sin flotte aktive karriere d. 18.6.2006, da AB spillede uafgjort 2-2 mod HIK i 1. division.

René Henriksen blev i 2000 kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark af Spillerforeningen og Ekstra Bladet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Andersen: René Henriksen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=257189