Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michael Laudrup

Oprindelige forfattere ASmi og PHH Seneste forfatter Redaktionen

Michael Laudrup og David Sousa i Getafe, 2007.

Michael Laudrup og David Sousa i Getafe, 2007.

Michael Laudrup, f. 15.6.1964, dansk fodboldspiller og -træner, søn af Finn Laudrup og bror til Brian Laudrup. Michael Laudrup anses pga. sin højtudviklede teknik, sin elegante boldbehandling og sit blik for spillet for en af dansk fodbolds fineste og mest konstruktive spillere nogensinde.

Efter at have spillet i KB (se Kjøbenhavns Boldklub) 1980-82 og Brøndby IF 1982-83 blev han professionel i Italien, 1983-85 i SS Lazio og 1985-89 i Juventus FC, som han blev italiensk mester med i 1986.

Michael Laudrup valgte siden at tage til spansk fodbold, hvor han kom til at spille for begge de to storklubber FC Barcelona 1989-94 og Real Madrid CF 1994-96. Med FC Barcelona blev han spansk mester 1991, 1992, 1993 og 1994, spansk pokalvinder 1990 samt vinder af Europa Cuppen for mesterhold (senere Champions League) i 1992. Efter det i Spanien kontroversielle skift til FC Barcelonas rivaler Real Madrd CF lykkedes det ham desuden at genvinde det spanske mesterskab i 1995.

Annonce

Efter et kortvarigt ophold hos Vissel Kobe i Japan 1996-97 sluttede Michael Laudrup sin klubkarriere i AFC Ajax Amsterdam i 1998 med et hollandsk mesterskab og en hollandsk pokaltitel.

Landsholdet

Michael Laudrup har spillet 104 landskampe, hvori han har scoret 37 mål, og han repræsenterede Danmark ved VM-slutrunden i Mexico 1986 samt EM-slutrunderne i Frankrig 1984, Vesttyskland 1988 og England 1996. Han stoppede fodboldkarrieren efter sin deltagelse ved VM-slutrunden i 1998.

Danmark-Sovjet den 5.6.1985. Michael Laudrup scorer til 4-1 for Danmark.

Danmark-Sovjet den 5.6.1985. Michael Laudrup scorer til 4-1 for Danmark.

Priser og udmærkelser

Michael Laudrup blev kåret til Årets Fodboldpiller i Danmark i 1982 og 1985 af Spillerforeningen, Sparekassen Bikuben og Det Fri Aktuelt og er også blevet kåret af DBU til Danmarks bedste spiller gennem alle tider. Desuden er han optaget i Team Danmarks Idrætskanon i 2005. I Spanien blev han kåret til Årets Spiller i 1992 og 1993 samt den bedste udenlandske spiller i perioden 1974-99. Han blev kåret til Årets Træner i Danmark i 2003 og 2005.

Træner

Efter karrieren har Michael Laudrup arbejdet som fodboldtræner, 2000-02 som landsholdets assistenttræner, 2002-06 som cheftræner for Brøndby IF, som han vandt to danske pokaltitler 2003 og 2005 samt et dansk mesterskab med i 2005, 2007-08 for den spanske klub Getafe Club de Fútbol og 2008-09 for Spartak Moskva.

2010-11 var Michael Laudrup træner for RCD Mallorca i den spanske La Liga. 2012-14 fortsatte han trænerkarrieren i klubben Swansea City A.F.C., som han førte til sejr i ligapokalturneringen og klubbens højeste placering i Premier League nogensinde. 2014-15 var han træner for Qatar-klubben Lekhwiya Sports Club med hjemsted i Doha. Michael Laudrup forlod klubben juni 2015.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Smith, Per Høyer Hansen: Michael Laudrup i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115092