Faktaboks

Jesper Grønkjær
Født
12. august 1977, Nuuk, Grønland

Jesper Grønkjær er en tidligere dansk fodboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for bl.a. Ajax Amsterdam i den hollandske Eresdivisie og FC København i Superligaen. I perioden 1999-2010 spillede han desuden 80 landskampe og scorede 5 mål for Danmark.

Jesper Grønkjærs klubkarriere

Jesper Grønkjær
Jesper Grønkjær ved VM i 2010.
Jesper Grønkjær
Af /Allstar Picture Library/Ritzau Scanpix.

Jesper Grønkjær blev født i Nuuk i Grønland, men voksede op i Thisted, hvor han også begyndte at spille fodbold i Thisted FC. I 1995 skiftede han til AaB, hvor han hurtigt kom på klubbens førstehold i Superligaen. Den hurtige fløjspiller fortsatte i 1998 karrieren i den hollandske storklub AFC Ajax Amsterdam, hvor han var med til at vinde pokaltitlen i 1999.

I 2000 blev Jesper Grønkjær solgt videre til den ambitiøse engelske klub Chelsea FC i Premier League, hvor han var indtil 2004, hvor han tog en sæson i Birmingham City FC.

Herefter gik det i 2005 videre til Club Atlético de Madrid i La Liga. Her spillede Jesper Grønkjær flere gode kampe for den spanske klub, men akklimatiserede sig aldrig helt, og senere samme år valgte han Bundesligaklubben VfB Stuttgart samtidig med landsholdskollegaen Jon Dahl Tomasson.

Heller ikke her gik tingene op i en højere enhed, og i 2006 vendte Jesper Grønkjær hjem til Danmark og FC København. Opholdet i den danske hovedstadsklub blev en succes, og Jesper Grønkjær var bl.a. med til at vinde Danmarksmesterskabet i 2007, 2009, 2010 og 2011. Samtidig havde han med sin kunnen og erfaring en stor andel i, at klubben i 2011 som den første danske klub kom i ottendedelsfinalen i Champions League, hvor holdet dog blev sendt ud af Chelsea FC.

Klubber

  • Aab (1995-1998)
  • Ajax Amsterdam (1998-2000)
  • Chelsea (2000-2004)
  • Birmingham (2004-2005)
  • Atlético Madrid (2005)
  • VfB Stuttgart (2005-2006)
  • F.C. København (2006-2011)

Jesper Grønkjærs titler

Ajax Amsterdam

  • Hollandsk pokalvinder – KNVB Cup (1): 1999

F.C. København

  • Dansk mester (4): 2007, 2009, 2010, 2011

Jesper Grønkjær på landsholdet

Jesper Grønkjær spillede på flere af DBU's ungdomslandshold og debuterede i 1999 på A-landsholdet. Han opnåede i alt 80 landskampe (5 mål) frem til 2010 og deltog bl.a. i EM i Holland og Belgien i 2000, i EM i Portugal i 2004 samt i VM i Japan og Sydkorea i 2002 og i VM i Sydafrika i 2010.

Jesper Grønkjær stoppede sin karriere som spiller i 2011 og har herefter bl.a. arbejdet som tv-kommentator på TV3.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig