Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Nielsen

Oprindelig forfatter PHH Seneste forfatter Redaktionen

Forsiden til biografi om Harald Nielsen, udgivet 2009 med Joakim Jakobsen som forfatter.

Forsiden til biografi om Harald Nielsen, udgivet 2009 med Joakim Jakobsen som forfatter.

Harald Nielsen, Guld-Harald, 26.10.1941-11.8.2015, dansk fodboldspiller. Han spillede for Frederikshavn og blev i 1959 den hidtil yngste landsholdsdebutant. Han var med til at vinde sølv ved OL i 1960 og scorede 15 mål i 14 landskampe, inden han i 1961 rejste til Italien, først til Bologna, siden til Inter, Napoli og Sampdoria, hvor en skade satte en stopper for karrieren i 1970. Harald Nielsen var en pågående angriber og en udpræget målscorer.

I 1978 var han initiativtager til forslaget om en "piratliga" i Danmark og dermed indirekte med til at indføre betalt fodbold; i 1990'erne var han en af hovedmændene bag klubfusionen FC København.

Harald Nielsen var 1997-2007 præsident for Rebildselskabet, og sammen med sin kone, Rudi, drev han flere virksomheder, bl.a. ejendomshandel og import af skindvarer fra Italien.

Annonce

Harald Nielsen portrætteredes i 2009 i Joakim Jakobsens bog Guld-Harald Topscorer, idol, rebel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Høyer Hansen: Harald Nielsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131736