Dennis Rommedahl er en tidligere dansk fodboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for bl.a. PSV Eindhoven og AFC Ajax Amsterdam i Holland. I perioden 2000-2013 spillede han desuden 126 landskampe og scorede 21 mål for Danmark.
Faktaboks
- Født
- 22. juli 1978, København
Dennis Rommedahls klubkarriere
Dennis Rommedahl begyndte at spille fodbold i B93 og Lyngby FC, inden han i 1997 blev solgt til PSV Eindhoven i Holland.
Her blev hans meget hurtige antrit og gode fløjløb en vigtig brik i klubbens nationale mesterskaber i 2000, 2001 og 2003. I 2004 blev Dennis Rommedahl solgt til den engelske klub Charlton Athletic, hvor han frem til 2007 havde et mindre succesfuldt ophold præget af skader.
Han vendte siden tilbage til Holland og AFC Ajax Amsterdam, som han bl.a. vandt den hollandske pokaltitel, KNVB Cup, med i 2010. Dennis Rommedahl var i lange perioder ikke fast mand hos AFC Ajax Amsterdam og var bl.a. udlejet til NEC Nijmegen i 2009. I 2010 valgte han at skifte til græsk fodbold og Olympiakos FC, som han vandt det nationale mesterskab med i 2011. Efter ophold i Brøndby IF og i RKC Waalwijk i Holland indstillede Dennis Rommedahl karrieren i 2014.
Klubber som seniorspiller
- Lyngby (1995-1997)
- PSV Eindhoven (1997-2004)
- RKC Waalwijk (1997-1998, udlejet fra PSV)
- Charlton (2004-2007)
- Ajax Amsterdam (2007-2010)
- Nijmegen (2008-2009, udlejet fra Ajax Amsterdam)
- Olympiakos (2010-2011)
- Brøndby (2011-2013)
- RKC Waalwijk (2013-2014)
Titler
PSV Eindhoven
- Hollandsk mester (4): 1997, 2000, 2001, 2003
Ajax Amsterdam
- Hollandsk pokalvinder (1): 2010
Olympiakos
- Græsk mester (1): 2011
Dennis Rommedahl på landsholdet
Dennis Rommedahl debuterede på det danske landshold i 2000 og var en fast og trofast del af landstræner Morten Olsens spillekoncept. Dennis Rommedahl formåede trods lange perioder med kritik for manglende teknisk kunnen at score en række vigtige mål i sine i alt 126 landskampe (21 mål). Han deltog i VM-slutrunderne i 2002 og 2010 samt i EM-slutrunderne i 2004 og 2012.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.