Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Zlatan Ibrahimović

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Zlatan Ibrahimović. Foto fra bogen

Zlatan Ibrahimović. Foto fra bogen "Jeg er Zlatan Ibrahimovic".

Zlatan Ibrahimović, f. 3.10.1981, svensk fodboldspiller; født i Malmø af bosnisk-kroatiske forældre. Han voksede op i indvandrerforstaden Rosengård og efter at have spillet for forskellige mindre klubber i området, tegnede han i 1996 sin første kontrakt med Malmö FF.

Tre år senere fik Zlatan Ibrahimović debut i Sveriges bedste række, Allsvenskan, hvor flere trænere fra europæiske topklubber begyndte at lægge mærke til ham. I 2001 debuterede han på det svenske landshold og blev s.å. solgt til den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

Her fik den høje, men samtidig meget boldsikre og kreative angrebsspiller stor succes med bl.a. to nationale mesterskaber, inden han i 2004 blev solgt videre til Juventus FC i Italien.

Annonce

I 2006 fortsatte Zlatan Ibrahimović' karriere i Italien i Inter, som han vandt det italienske mesterskab med 2007-09, samtidig med at han både i 2008 og 2009 blev kåret til årets spiller i Serie A og tillige i 2009 blev ligatopscorer med 25 mål i 35 kampe.

I sommeren 2009 indledte Inter og FC Barcelona forhandlinger om en byttehandel mellem Zlatan Ibrahimović og den spanske storklubs camerounske angriber Samuel Eto'o. Skiftet blev en realitet og gjorde for en pris af ca. 750 mio. kr. Zlatan Ibrahimović til en af verdens hidtil dyreste fodboldspillere.

Zlatan Ibrahimović.

Zlatan Ibrahimović.

På plads i FC Barcelona scorede han som den hidtil eneste i sine første fire kampe i La Liga og endte med i alt 16 mål i 29 ligakampe for sæsonen 2009-10, men efter bl.a. at være blevet tilovers i FC Barcelonas spillekoncept omkring argentineren Lionel Messi, blev Zlatan Ibrahimović efterfølgende udlejet til den italienske storklub AC Milan, hvor han igen blev ligatopscorer i 2012 med 28 mål.

I juli 2012 blev Zlatan Ibrahimović solgt til Paris Saint-Germain FC i den franske Ligue 1. Han blev ligatopscorer i 2013 med 30 mål.

Zlatan Ibrahimović debuterede på det svenske A-landshold i 2001 og har hidtil (2014) spillet 100 kampe (50 mål; svensk rekord). Han har deltaget i EM i 2004, 2008 og 2012 samt VM i 2006 for Sverige, hvor han i alle slutrunderne var en helt central spiller på det svenske hold.

I 2011 udgav Zlatan Ibrahimović selvbiografien Jag är Zlatan Ibrahimović (da. Jeg er Zlatan Ibrahimović, 2012) i samarbejde med journalisten David Lagercrantz (f. 1962), der med sine pågående tone og ærlige fortællinger om en barsk opvækst i Rosengård og miljøet i international topfodbold hurtigt blev en bestseller.

Læs et udsnit af e-bogen Jeg er Zlatan Ibrahimovićher.

E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet

Referér til denne tekst ved at skrive:
Zlatan Ibrahimović i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268531