Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Max Schmeling

Oprindelig forfatter CS Seneste forfatter Redaktionen

Max Schmeling, egl. Maximilian Schmeling, 1905-2005, tysk professionel bokser, Tysklands hidtil eneste verdensmester i sværvægtsboksning (1930-32) og første sportsmand, der opnåede international berømmelse. I Berlin blev han allerede feteret i de 'brølende' tyvere, hvor kunst og sport indgik i en symbiose, og han fik i 1926 sit portræt malet af George Grosz.

Han boksede 70 kampe, heraf 56 sejre (37 på knockout), og blev berømt for to kampe mod Joe Louis i 1936 og 1938, der blev tolket som Nazitysklands magtbrynde kontra USAs frihedsidealer; han vandt den første kamp og tabte den anden.

Han og hans hustru, den tjekkiskfødte filmskuespiller Anny Ondra (1903-87), hørte til Det Tredje Riges populæreste par. Max Schmeling lod sig udnytte af propagandaen, men privat viste han betydelig civilcourage og beskyttede jødiske bekendte mod nazistiske overgreb. Efter krigen udviklede han et nært venskab med Joe Louis, der varede til dennes død.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Scherrebeck Møller: Max Schmeling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156353