Faktaboks

Evander Holyfield
Født
19. oktober 1962

Evander Holyfield, f. 19.10.1962, tidligere amerikansk verdensmester i sværvægtsboksning. Han er den eneste, der nogensinde har været verdensmester fire gange i sværvægt.

Efter bronzemedalje ved OL i 1984 blev Evander Holyfield professionel. I sin tolvte professionelle kamp lykkedes det ham at vinde en VM-titel i cruiservægt ved at besejre Dwight Muhammad Qawi på point. Siden vandt han også de øvrige VM-titler i vægtklassen, inden han rykkede op i sværvægtsklassen for at møde Mike Tyson. Grundet Tysons nederlag til James "Buster" Douglas vandt Holyfield VM-titlerne WBA, WBC og IBF i sværvægt ved at besejre Douglas i 1990. Han tabte dem i 1992 til Riddick Bowe, men genvandt WBA og IBF i en revanchekamp året efter. Herefter tabte han titlerne til Michael Moorer.

Evander Holyfield indstillede i 1994 kortvarigt karrieren, fordi lægerne mente, han led af en hjertesygdom. Efter omdianogstosering genoptog han karrieren og vandt i 1996 VM-titlen hos WBA ved at besejre Mike Tyson. I returkampen i 1997 fik han bidt et stykke af sit øre af Tyson. Det lykkedes for Holyfield at genvinde IBF-titlen i en revanchekamp mod Moorer for herefter at tabe begge titler til WBC-verdensmesteren Lennox Lewis. Grundet en ledig WBA-titel boksede han i år 2000 mod John Ruiz og vandt. Han blev dermed den første til at vinde VM i sværvægt fire gange. Han tabte den efterfølgende revanchekamp, og trods fire yderligere forsøg på at vinde en femte VM-titel lykkedes det ham aldrig. Hans sidste kamp og sejr var i 2011 mod Brian Nielsen.

Evander Holyfields kampstatistik lyder på 44 sejre (29 på knockout) 10 nederlag, 2 uafgjorte og 1 No Contest.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig