Højdespring.

.

Højdespring er en atletikdisciplin, hvor det gælder om at springe over en tværstang, der er placeret mellem to lodrette standere. Afsættet foretages på én fod. Efter tre nedrivninger på samme højde udgår springeren af konkurrencen. Hvis to eller flere springere efter endt konkurrence slutter på samme højde, regnes som vinder den, som har haft færrest nedrivninger.

Højdespring for mænd blev indført ved De Olympiske Lege i 1896; i 1928 for kvinder. Disciplinen indgår også i mangekamp.

Historie

Siden 1820'erne har højdespring skiftet karakter: fra spring med tilløb vinkelret på overliggeren og passage over denne med samlede strakte ben via mange forskellige former for tilløb og stilarter til Flop-stilen (Fosbury Flop) med rygvendt passage over overliggeren, udviklet af amerikaneren Dick Fosbury i 1968.

Rekorder i højdespring

Udviklingen af højdespring har ført til store rekordforbedringer. Siden 1829, da briten Thomas Anderson blev noteret for højden 1,60 meter, er verdensrekorden blevet hævet med 85 cm til 2,45 meter, sat af cubaneren Javier Sotomayor (f. 1967) i 1993.

Verdensrekorden i højdespring

Javier Sotomayor
Verdensrekordindehaveren Javier Sotomayor (f. 1967) ved De Olympiske Lege i Sydney i 2000.
Javier Sotomayor
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Javier Sotomayors rekord fra 1993 er stadig gældende. For kvinder er rekorden 2,09 meter. Den blev sat i 1987 af Stefka Kostadinova (f. 1965) fra Bulgarien.

Verdensrekord Navn Rekord År
Verdensrekord, mænd (udendørs) Javier Sotomavor (Cuba) 2,45 m 1993
Verdensrekord, kvinder (udendørs) Stefka Kostadinova (Bulgarien) 2,09 m 1987

Olympisk rekord i højdespring

Den olympiske rekord i højdespring for mænd indehaves af amerikaneren Charles Austin (f. 1967). Der er på 2,39 meter og blev sat ved De Olympiske Lege i Atlanta i 1996. Den olympiske rekord i højdespring for kvinder er på 2,06 meter, sat ved OL i Athen i 2004 af russeren Jelena Slesarenko (f. 1982).

Olympisk rekord Navn Rekord År
Olympisk rekord, mænd Charles Austin (USA) 2,39 m 1996
Olympisk rekord, kvinder Jelena Slesarenko (Rusland) 2,06 m 2004

Danmarksrekorden i højdespring

Pia Zinck
Pia Zinck (f. 1971) fotograferet i 1998.
Pia Zinck
Af /Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Danmarksrekorden i højdespring for mænd (udendørs) er på 2,28 meter. Den blev sat af Janick Clausen (f. 1993) i 2019. Danmarksrekorden for kvinder er på 1,94 meter, sat af Pia Zinck (f. 1971) i 1997.

Danmarksrekord Navn Rekord År
Danmarksrekord, mænd (udendørs) Janick Clausen 2,28 m 2019
Danmarksrekord, kvinder (udendørs) Pia Zinck 1,94 m 1997

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig