Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

australsk fodbold

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

australsk fodbold, Australian rules football, opr. Melbourne rules football el. Victorian rules football, boldspil, der opstod i 1858 i Melbourne som en blanding af fodbold og rugby. Initiativtageren til spillet var kricketspilleren Thomas Wentworth Wills (1835-80), der ønskede at udfylde vinterpausen i kricket med en alternativ sport.

I den første tid var australsk fodbold en improvisatorisk blanding af reglerne fra fodbold, rugby og gælisk fodbold, men i 1866 skrev H.C.A. Harrison (1836-1929) et nyt regelsæt til spillet. Siden er reglerne for australsk fodbold revideret mange gange.

I dag er der 18 spillere på hvert hold, og der spilles på en oval bane, der er 110-155 m bred og 135-185 m lang. I hver ende af banen er der placeret to 6 m høje målstolper, og mål scores ved at sparke den ovale bold hen over mållinjen mellem de to stolper. Mål udløser 6 point.

Annonce

På hver side af målstolperne står to 3 m høje behind posts. Linjen fra en målstolpe til en behind post kaldes behind line, og når bolden krydser denne linje eller rammer målstolpen, scorer holdet en behind, hvilket giver 1 point.

Australsk fodbold er en kontaktsport, hvor det er tilladt at blokere en modspiller med hofte, skulder, bryst, arm eller åben hånd, når bolden er over 5 m væk. Taklinger over skulderhøjde, under knæet eller i ryggen udløser dog et frispark. Spilleren må løbe med bolden i hænderne, men skal drible eller på anden måde lade bolden røre jorden for hver 15 m.

Bolden afleveres ved et såkaldt punt (slipspark) eller ved et slag med håndleddet/knyttet næve, mens bolden holdes med den anden hånd. Kast er ikke tilladt. Griber en spiller bolden fra et spark på over 15 m, får han lov at skyde uhindret på mål fra et punkt bag det sted, hvor han greb bolden.

I Australien hedder den professionelle liga Australian Football League (AFL) (tidl. Victorian Football league), og finalen overværes hvert år af ca. 100.000 tilskuere. I Danmark blev australsk fodbold introduceret i 1989 og spilles i dag i Danish Australian Football League (DAFL).

Australsk fodbold i Danmark (DAFL)

Referér til denne tekst ved at skrive:
australsk fodbold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=283853