Opbrækning er et udtryk fra jagtsproget, der betegner det at udtage indvolde fra nedlagt klovbærende vildt som f.eks. hjorte. Man "brækker" f.eks. et rådyr. Som oftest foretages opbrækning umiddelbart efter jagten i naturen, så de ikke spiselige og uhygiejniske dele af vildtet efterlades i naturen til gavn for ræve, krager og ravne mv.

Der er forskellige fremgangsmåder for at brække et stykke vildt, men fælles for dem alle er, at udtage de ikke spiselige dele af dyret, så effektivt og hygiejnisk som muligt. Tarme og maver skal naturligvis udtages, mens lever og nyre ofte tages med hjem. Nogle foretrækker at udtage dyrets endetarm på stedet, mens andre foretager dette under flåning og forlægning (partering) af dyret. Nogle udtager spiserør og luftrør under opbrækningen, mens andre lader dem sidde. Ligeledes kan lunger og hjerte udtages på stedet eller senere.

Opbrækning har foruden et hygiejnisk aspekt også et praktisk, idet indvoldene udgør ca. en tredjedel og for visse dyr op til halvdelen af dyrets vægt. Dyret er altså betydeligt lettere at trække med hjem efter opbrækning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig