gardiner

Gardiner, (af ty. Gardine, af fr. courtine, senlat. cortina 'forhæng', afledt af lat. cors, cohors 'indhegnet plads, gård'), stof, der beskytter mod Solens stråler, træk, kulde, støv, insekter og indkig, og som har en æstetisk funktion. Gardiner kunne hænge for vægge, døre, senge, malerier, spejle og vinduer, men betegner i dag vinduernes tekstiler.

Vinduesgardiner, der kunne trækkes for, kendes fra 1600-t., da husene fik større vinduer. Fra ca. 1700 fik man gardiner syet med optræk i vinduets bredde. De kunne have frynser og kvaste. Også rullegardiner og persienner kom frem i 1700-t. Fra 1770'erne draperedes gardiner, ofte usymmetrisk ophængt, men således at vinduesvæggen dannede en helhed. De lange sidegardiner blev i flere buer draperet omkring gardinstangen, pyntet med rosetter, frynser e.l. I begyndelsen af 1800-t. brugtes lette mols- og voilegardiner, mens tungere gardiner af fx fløjl var på mode i 1840'erne. Fra omkring 1850 begyndte man at anvende stive gardinkapper, lambrequiner, eller stive kornicher, brætter. På samme tid begyndte man at skifte mellem sommer- og vintergardiner, en mode, der holdt sig i godt hundrede år. Broderede uldne gardiner var fx på mode som vintergardiner fra ca. 1890-1910, mens sommergardiner kunne være i blonde, filet, bobinet eller tyl.

I 1900-t. har gardiner almindeligvis hængt som langgardiner eller ophæftet i siderne. Da persienner og rullegardiner blev mere udbredt, udgjorde gardinstof fortrinsvis en tekstil indramning af vinduet.

I 1960'erne blev hæklede eller knyttede gardiner moderne. Man brugte stores af gardisette eller etamine, der uden at dække for udsyn eller lys kunne hindre nysgerrige blikke udefra. I dag anvendes også kunststoffer, fx akryl, til gardiner. Bomuld og polyester bruges fx i chintz og cretonne til trykte gardiner. Uld og silke anvendes rene eller i blandingsstoffer.

Fra omkring 1990 blev det igen moderne at drapere gardiner, ligesom hejse- og rullegardinet atter vandt indpas.