bånd

Bånd, smalt vævet, flettet eller hæklet stykke tøj, hvor bredden er ubetydelig i forhold til længden. Materialet kan være uld, bomuld, silke eller syntetiske tekstiler. Bånd findes overalt i verden og fremstilles maskinelt eller som håndarbejde. Et bånds kvalitet og dermed anvendelsesmuligheder afhænger såvel af materialer som af fremstillingsmetoder. Bånd kan flettes uden brug af redskaber. Disse bånd er elastiske. Bånd kan også fremstilles ved hjælp af redskaber, fx ved brikvævning, på spjældvæv, på båndvæv eller ved hækling. Disse bånd bliver faste og ret stive og er mere slidstærke. Bånd kan væves af tynde ufarvede garner (bændler) eller af tykkere garner og med forskellige farver. Med striber i trend og islæt kan der opnås smukke mønstre, der ligesom andre mønstre kan plukkes op.

Bånd blev brugt i stedet for elastik helt op i 1900-t. De anvendtes som bindebånd i mands- og kvindedragten, som hosebånd, hagebånd i huer, slidbånd langs kjolers og buksers undersøm, men også som seler og bælter, snørebånd og som hanke i krukker og bæreseler i kurve og kasser. Bånd, købte eller hjemmelavede med mønstre og farver, blev båret synligt som udsmykning. De blev i vidt omfang sat som borter på tidens brugsgenstande. I dag anvendes agramaner, repsbånd (grosgrain), fløjlsbånd og lidser bl.a. i hattemoden. Skråbånd, der oprindelig brugtes til at sy omkring trevlekanter, maskinfremstilles nu både i bomuld og i blank viscose. Det er et eksempel på et nutidigt bånd med både nytte- og pyntefunktion.