Køng Fabrik

Køng Fabrik var en fabrik med tilknyttede spindeskoler, høravlingsinstitut, hegleri mv., der af handelsmand og skibsreder Niels Ryberg blev påbegyndt i 1780 på hans hovedgård Øbjerggård i Køng på Sjælland og udviklet af Chr. Völker fra Thüringen.

Fabrikken, der kom i offentlig drift i 1783 og 1787, blev kgl. hofleverandør og fik udsalg på Børsen i København. Den oplærte områdets fattige drenge til hørberedere og vævere og piger til spindersker, mens godsets fæstebønder dyrkede hør på godsets lave marker. Fabrikkens produkter blev afsat ikke mindst i Vestindien og USA i konkurrence med linnedvarer fra England, Holland og Tyskland.

Køng Fabrik blev etableret som afløser af det lærredsmanufaktur, der under minister J.F. Struensees reorganisering af fattigvæsenet var blevet åbnet i København med Niels Ryberg som direktør, men som lukkede igen i 1780.

Fabrikken i Køng rådede efterhånden over en nyopført administrationsbygning, Gl. Øbjerggård – nu Køng Museum, tre store væveværksteder, hegle- og skætteværksteder, tørrehuse, hørmølle m.m., der sammen med funktionær- og arbejderboliger, marketenderi, teglværk, spindeskole og hospital (ældreplejehjem) ændrede landsbyen til en reguleret industriby med rette gader og ensartede huse med tegltage, kaldet ”lille Christiansfeld”.

Spindingen af garnerne til produktionen udførtes i en længere periode af op til en snes spindeskoler i Syd- og Vestsjælland samt på Møn og Lolland-Falster (etableret af Næstved Patriotiske Selskab), og der var beskæftiget vævere i deres egne hjem. Især var der en stor lærredsproduktion til fabrikken i Køng fra vævere i og omkring Dragør.

Fabrikken blev overtaget af staten 1820, moderniseret bl.a. med jacquard-maskiner og drevet som Kgl. Linnedsmanufaktur paa Kiøng frem til 1836, hvor den blev overdraget til private. Den blev udflyttedes 1850/1851 (under samme navn) til fabrikkens blegeri ved Vintersbølle øst for Vordingborg. Under indtryk af den skarpe konkurrence med dampvæverierne forsvandt den sociale dimension til fordel for den kostbare håndvævnings fornemme kvalitet.

Driften her ophørte i 1906, da håndvævningen tabte konkurrencen med dampvæverierne, men fabrikkens udsalg i København videreførtes, og fabrikkens vævere fortsatte produktionen af linned (jaquardvævede damaskduge og damaskservietter mv.) på Amager indtil 1924. Det seneste værksted lå imidlertid i Christiansborg Slots kælder, hvor Gustav Hermann Schultze (1854-1926) vævede servietter til hoffets taffelduge (kaldet kongeduge) og efter ordrernes færdiggørelse blev ansat af væveren Gerda Henning indtil sin død.

Den Køngske håndvævetradition overførte Gerda Henning til den nyoprettede væveskole på Kunstindustrimuseet og medbragte væve, mønstre og jaquardmaskiner fra Køng Fabrik. Flere af de gamle køngske mønstre ses således stadig i dansk linned, bl.a. produceret af Georg Jensen i Kolding. Fabrikkens produktion blev af samtiden ligestillet med produkter fra Holmegaard Glasværk (grl. 1825) og Den Kongelige Porcelainsfabrik (grundlagt 1775).

Prøver af fabrikkens mønstervævede (drejl- og damask-) produktion fra 1781 og fremefter er bevaret ved Det kgl. Hofm, Designmuseum Danmark, Museum Sydøstdanmark og Køng Museum. En af de mindre væve fra Køng Fabrik blev efter Gerda Hennings død erhvervet af Den Gamle By i Aarhus. Den er nu udstillet på Køng Fabrik.

Med genvævning i 1957-1963 i Næstved (Haandarbejdets Fremme og væversken Solveig Hørbye) af syv damaskduge på 3x13 m med det danske rigsvåben oprindelig leveret af Køng Fabrik i midten af 1800-tallet, markeredes Frederik 9.'s 10 års-regeringsjubilæum.