Kemofibre. Endeløse filamenter af polypropylenfibre i bundter, tow, trækkes hen til en strækvalsestation. Her strækkes filamenterne til den endelige tykkelse, og samtidig orienteres molekylerne i længderetningen, så trækstyrke og elasticitet forbedres væsentligt. Normalt følger herefter en teksturering, tørring og snitning. Polypropylen indgår fx i fremstillingen af tæppegarner, møbelstoffer og sportsbeklædning. Foto fra 1994.

.

Kemofibre er industrielt fremstillede fibre, som oprindelig blev udviklet for at billiggøre silkelignende stoffer.

Faktaboks

Også kendt som

syntetiske fibre

Den første kommercielle produktion af kemofibre fandt sted i Frankrig i ca. 1890 på basis af nitrocellulose; produktet blev kaldt kunstsilke. Under 1. Verdenskrig medførte de allieredes blokade, at bomuld blev en mangelvare i Tyskland. Det førte til udvikling af den cellulosebaserede celluld, som kom på markedet både som filamenter, i begyndelsen kaldt rayon, og som stapelfibre i uld- og bomuldstyper. Efter 2. Verdenskrig blev industrifibrene videreudviklet i mange lande både som regenererede celluloser og som syntetfibre. Den første var polyamidet nylon, derefter polyakrylnitrilen Orlon og polyesteren Terylene. Mod slutningen af 1900-tallet var verdensproduktionen af kemofibre større end produktionen af naturfibre.

Kemofibre deles naturligt i tre hovedgrupper: regenererede fibre, syntetiske fibre og uorganiske fibre.

Regenererede fibre

Regenererede fibre fremstilles på basis af naturlige råstoffer som cellulose og vegetabilske proteiner. De opfører sig i mange henseender, bl.a. ved farvning, som den naturlige cellulose (bomuld) og er derfor let blandbare med denne. Den billigste og vigtigste regenererede fiber er viskose, der er videreudviklet til mange formål, bl.a. polynosicfibren modal, der er særlig modstandsdygtig over for fugt, hule og porøse fibre, der er varmeisolerende, og fibre med særlige styrkeegenskaber.

Acetatfibrene diacetat og triacetat, baseret på cellulose og eddikesyre, er som filamenter bløde og glansfulde og egner sig til silkelignende beklædning. Triacetat er så termoplastisk, at den kan plisseres. Cupro på basis af kobberoxid og ammoniak, kendt under varemærkerne Bemberg og Cuprama, har især været brugt til damestrømper og i begrænset omfang til damebeklædning. Der har været eksperimenteret med regenererede proteinfibre, især fremstillet af kasein fra osteløbe, men produktet har kun i ringe omfang fundet praktisk anvendelse.

Syntetiske fibre

Syntetiske fibre fremstilles især af produkter fra olieindustrien. Et fælles træk er stor træk- og slidstyrke, lav fugtighedsabsorption, så de tørrer hurtigt efter vask, og mindre krølning end bomuld. Første generation af de syntetiske fibre var polyamiderne (PA) perlon og nylon; de findes som nylon 6 og nylon 6,6 med hhv. én og to grupper af seks carbonatomer. De kom på markedet ca. 1939 og anvendes specielt til stoffer, der kræver styrke og elasticitet, fx damestrømper.

Polyestere, hvoraf den første var Terylene, polyethylentereftalat (PET), kom i 1941; det er mængdemæssigt den største gruppe, da den ofte blandes med uld og især bomuld for at styrke og stabilisere stoffer af disse fibre. Polyakrylfibre (PAN, Modakryl MAC) kom i 1950 med Orlon som den første. De anvendes særlig som uldtyper til strik, gulvtæpper og gardiner; de har meget høj sol- og vejrbestandighed.

I den såkaldte 2. og 3. generation udvikledes fibre til en række specielle formål af bl.a. klorofibre, polyvinylklorid (PVC), polyethylen (PE) og polypropylen (PP). Den i tekstilsammenhæng vigtigste i denne gruppe blev polyurethan (PU), der er hovedbestanddelen af Elasthan, sommer den mest elastiske af alle fibre. Den bruges til al beklædning, der skal være kropsnær uden at snære, og tillige som pasta til regntæt belægning af stoffer, der skal være smidige.

De såkaldte fjerdegenerationsfibre er bl.a. fluorfibre (polytetrafluorethylen) (PTFE) med det kemikalieafvisende Teflon® som bedst kendte varemærke. GORE-TEX® er en porøs teflonmembran, der kan afvise regndråber, men lader sved i dampform passere igennem indefra. Teflon® anvendes også til fx filtre, lejer og beskyttelsesdragter. Carbonfibre er fremstillet ved kemisk forkulning af polyakryl eller viskose og har stor trækstyrke og temperaturbestandighed, der gør dem velegnede til mange tekniske formål. Nyere aromatiske nyloner, bl.a. Kevlar®, har meget stor styrke og anvendes fx til skudsikre veste og anden militær armering. En anden ny fiber, PBO-fibren (poly-p-fenylbenzobisoxazal), har ekstrem styrke og varmebestandighed.

Uorganiske fibre

Uorganiske fibre som glas, mineraler og metal har andre egenskaber, der gør dem interessante. Glas har fx høj trækstyrke (men ringe slidstyrke) og er uantændeligt. Pulver af metal kan valses ud på en polyesterfilm og skæres i tynde strimler til brug som Lurex-dekorationsfibre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig