Syede kniplinger, broderier med gennembrudt mønstervirkning, der udføres med tunge- eller knaphulssting uden bundstof. Kniplingssyning udvikledes i Italien i 1500-t. fra den udskårne syning, punto tagliato. Senere opstod reticella, som sys over et net af udtrukne tråde i et bundstof, og derfra den frie syning, punto in aria 'sting i luften', hvor syningen er frigjort fra bundstoffet, og kniplingsgrunde og evt. trenser sys imellem udspændte tråde, der er lagt i den ønskede facon efter et mønster tegnet på pergament.

Venetianske kniplinger var dominerende, indtil Frankrig i 1660'erne indførte sin egen kniplingssyning, point de France. Syede kniplinger spillede en stor rolle i renæssancen, barokken og rokokoen, da de blev anvendt til kraver og anden pynt på dragter, men de gik af mode i slutningen af 1700-t. I Danmark havde syede kniplinger deres største udbredelse under Christian 4., der i 1623 indførte undervisning i kniplingssyning i sit Tugt- og Børnehus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig