Strikning - industriel strikning, I dag foregår industriel strikning på computerstyrede maskiner. Princippet i en strikkemaskine adskiller sig fra håndstrikning, ved at krumme nåle danner maskerne.
Nålene er anbragt ved siden af hinanden enten på en lige skinne eller i en cirkel. De kan bevæge sig op og ned individuelt eller samlet og danner masker ved at trække garn fra en spole gennem strikkemasken fra den forrige række.
I maskinstrikning skelner man mellem vævstrikning og kædestrikning. I maskinerne til vævstrikning, som betegnes strikmaskiner, arbejder nålene enkeltvis, og garnet indføres på tværs af varen ligesom ved håndstrikning eller som skudgarn ved vævning.
I maskiner til kædestrikning, kædevirkmaskiner, bevæges nålene samlet med garntilførsel i længderetningen fra kædebomme. Ved denne maskintype strikkes på langs af varen.
Strikmaskiner findes i forskellige udformninger. Fladstrikmaskinen har nålene anbragt på linje. Den fremstiller stoffer i varierende bredde med fast ægkant; disse kan så ketles (strikkes) sammen til fuldfashionerede varer. I rundstrikmaskiner, interlockmaskiner, ribmaskiner og strømpemaskiner sidder nålene i en rundkreds, således at varen bliver rørformet. Vrang-vrang-maskiner kan have nålene både i rundkreds og på linje.
Væv og strik kan kombineres i strikmaskiner ved at indføje ståtråde i kæderetningen og i kædevirkmaskiner ved at indføre skudtråde.
Der findes specialmaskiner til fremstilling af kniplingstyper til gardiner eller undertøj og jacquard-anordninger, oftest som karton- eller stålbånd, der kan anbringes på de fleste maskiner. Maskinernes finhed angives som regel i nåle pr. inch i tværretningen, ved cottonmaskiner dog pr. 1,5 inch.
Til hjemme- og hobbybrug findes flere strikkemaskintyper med forskelligt ekstraudstyr, herunder ribapparat, mulighed for computerprogrammering og med forskellige slæder til bl.a. kniplingsstrik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.