Petitpoint er et broderisting, der, bortset fra at det er mindre, svarer til et halvt korssting. Det sys over et trådkryds i enten diagonale eller vandrette rækker på entrådet stof. Tråden skal have en tykkelse, så stoffet bliver dækket af broderiet. Diagonale rækker begyndes i øverste højre hjørne og sys skiftevis oppefra og nedefra. På den måde undgår man, at broderiet trækkes skævt. Vandrette rækker sys altid fra højre mod venstre, og derfor må arbejdet vendes for hver række.
Faktaboks
- Etymologi
-
af fransk petit point 'lille sting'.
Petitpoint anvendes for eksempel til tasker og møbelbetræk og kan desuden indgå i korsstingsbroderi, hvor detaljer nødvendiggør mindre sting.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.