Perlebroderi, dekorativt håndarbejde, der består i, at for eksempel glas-, metal- eller plastperler, tidligere undertiden ægte perler, sys enkeltvis på et bundstof med for- eller bagsting eller trækkes på en snor, som sys fast, og alene eller sammen med andet broderi danner motivet. Perlebroderi kan også dække hele bundfladen; her sys perlerne fast i rækker med halve korssting på en- eller totrådet stramaj. Man kan fremstille et perlebroderi uden bundstof ved at sy perlerne sammen i forskudte rækker.

I europæisk middelalder, renæssance og barok blev perler hyppigt sammen med guld- eller sølvbroderi brugt til udsmykning af bl.a. kirketekstiler og fyrstedragter. I begyndelsen af 1800-tallet var perlebroderi meget populært og blev anvendt til for eksempel selskabstasker, punge og urkæder. Motiverne, som blev dannet af små glasperler, var ofte blomster i naturalistiske farver. Perlebroderier kendes også fra bl.a. Grønland, Afrika, Stillehavsøerne og Nordamerika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig