Højskolernes Håndarbejde

I 1932 dannede en kreds af engagerede højskolelærere et udvalg i højskoleregi, der skulle arbejde for en forbedring af håndarbejdsundervisningen. To markante kvinder, Anna Hald Terkelsen, forstanderkone på Danebod Højskole, og Margrethe (kaldet Pip) Christiansen, lærer på Askov Højskole og senere forstanderkone på Frederiksborg Højskole, gik sammen og ydede også i årene fremover en utrættelig indsats for udvalgets arbejde.

Man ville reformere højskolernes håndarbejdsundervisning, og man ville have bedre materialer. Undervisningen og håndarbejdernes æstetik skulle tage udgangspunkt i arven fra den danske bonde- og almuekultur, og man havde klare meninger om, hvad der var god og dårlig smag. I det hele taget gjorde Højskolernes Håndarbejde i hele sin levetid en stor indsats for bevaring og nytænkning af gammelt almuebroderi og andre tekstile traditioner i Danmark.

Udover at arbejde for adgangen til bedre materialer og modeller arrangerede man kurser for håndarbejdslærerinderne fra især de frie skoler. Højskolernes Håndarbejdsudvalg fungerede desuden som censurudvalg, der skulle godkende alle nye modeller. Arbejdet blev støttet af Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler og af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB), der indtil 1949 stod for salg og markedsføring af et stort og voksende sortiment af garner og stoffer fra Højskolernes Håndarbejde.

I 1951 stiftedes Selskabet Højskolernes Håndarbejde. Man havde allerede i 1949 frigjort sig fra samarbejdet med FDB, og efter et par år i Askov Manufakturhandel ønskede selskabets centrale personligheder nu at drive det stadigt ekspanderende foretagende på egne vilkår. Man manglede plads, og efter et par år kunne selskabet i 1954 etablere sig i sin egen, nybyggede bygning. Den lå i Kerteminde nær den nyoprettede Husflidshøjskole, hvor selskabets energiske og mangeårige bestyrelsesformand Charlotte Rud var blevet forstanderkone. Adressen var Tyrebakken 1, Kerteminde.

I løbet af 1950'erne opnåede Højskolernes Håndarbejde et betydeligt salg af håndarbejdsmodeller, stoffer og garner til de frie skoler, aftenskoler, oplysningsforbund og ældreforsorgen. Man indgik i nye projekter og begyndte blandt andet at udgive mønsterark fra foreningen Danmarks Folkelige Broderier, og man udgav sine egne ringhæfter med opskrifter. I 1960'erne engagerede man sig også i håndarbejdsundervisning af børn, unge og ældre, som krævede andre og lettere modeller at sy.

Med tiden blev det sværere for Højskolerens Håndarbejde at konkurrere med andre almindelige stof- og garnforretninger. Den offentlige sektor skar ned på støtten til undervisning og omsorg i 1970'erne, og det mærkedes straks med en salgsnedgang på fem procent for Højskolernes Håndarbejde. Og måske endnu mere afgørende: Der blev en markant mindre efterspørgsel på de kvalitetsmaterialer, som var virksomhedens kendetegn og hjertebarn.

Man forsøgte mangt og meget for at overleve, men efter forskellige op- og nedture fra 1970'ernes midte og en lovændring, som ikke tillod selvejende virksomheder at drive erhverv, blev Højskolernes Håndarbejde, bygninger og salgsvirksomhed solgt til et privat foretagende i 1985. De indkomne midler overgik til Fonden Højskolernes Håndarbejde.

Fondens formål var at støtte forskning, forsøg og udvikling inden for håndarbejde. Fonden, hvis midler blev for små til selvstændig virksomhed i 1990'erne, blev senere lagt ind under Dansk Husflidsselskabs administration. Da Dansk Husflidsselskab gik konkurs i 2014, kom fondens midler til at indgå i Fonden for Husflid og Håndarbejde.

• håndarbejde
• broderi
• folkehøjskole

• Anna Hald Terkelsen
• Margrethe "Pip" Christiansen
• Charlotte Rud

• Klara Sørensen, (1996). Historien om Højskolernes Håndarbejde. Fonden Højskolernes Håndarbejde.