Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

silke

Oprindelig forfatter FVest Seneste forfatter Redaktionen

Silke. Der høstes morbærblade.

Silke. Der høstes morbærblade.

silke, sekret, der oftest i form af en tråd udskilles af insekter, edderkopper, muslinger o.a. Dyrene anvender silken til forskellige formål, fx som hæfte til et underlag, til fremstilling af et net for at kunne fange byttedyr og til dannelse af en beskyttende kokon til dyret selv eller dets yngel.

Til fremstilling af silkegarn og -tekstiler er sommerfuglesilke af størst betydning. Hver sommerfuglesilketråd består af to eller flere fibrointråde, der er limet sammen med sericin; dyrene har to eller flere kirtelafsnit, der indeholder hhv. fibroin og sericin.

Produktion

Til industriel produktion anvendes især kokonen fra silkesommerfuglen Bombyx mori, der stammer fra Kina og kun findes i fangenskab; dens larve lever udelukkende af de urteagtige dele af morbærtræet.

Annonce

Morbærsilkeavl er en form for landbrug; arealer tilplantes med morbærtræer, hvis blade anvendes til foder for larverne, som skal passes omhyggeligt som andre husdyr, der ikke kan klare sig i naturen, dvs. at deres omgivelser skal holdes rene, og syge og døde dyr må fjernes omgående, for at udbyttet ikke skal gå tabt. Morbærsilke er den tyndeste naturfiber, der findes; den er glansfuld og blød.

Silke. Silkeorm gnaver morbærblade.

Silke. Silkeorm gnaver morbærblade.

Tussahsilkeavl. Tussahsilke (af sanskrit 'spole, skytte', vist pga. kokonens form) kommer fra natpåfugleøjer, Saturniidae, en familie med knap 1500 arter; heraf udnyttes silken fra nogle få, hvoraf de fleste kun har lokal betydning. Der findes to grundtyper af tussahsilke, tempereret og tropisk; størstedelen af den tempererede tussah kommer fra den kinesiske egespinder Antheraea pernyi, som stammer fra Shandong og udelukkende lever af egeløv. Kina er største producent efterfulgt af Indien. Den tropiske tussah kommer fra forskellige arter af slægten Antheraea, fx A. yamamai, der oprindelig kun fandtes i Japan og giver en fin, hvid silke, som er mere værdifuld end morbærsilke. Blandt natpåfugleøjer har også andre arter kommerciel betydning, fx slægterne Philosamia og Attacus. Tussahsilkeavl finder sted i eksisterende, i nogen grad kultiverede skovarealer, hvor kokonerne indsamles fra trækronerne; de, der skal garantere næste generation, får lov til at udvikle sig til sommerfugle, som anbringes i kurve eller lerbure, hvor de lægger æg. Når æggene er klækket, sættes larverne ud på træerne, hvor de under opsyn æder sig store. Eftersom tussahspindere ikke behøver menneskets hjælp for at overleve i naturen, kaldes tussahsilke vild silke, men også ordet shantung efter den kinesiske provins Shandong anvendes om denne silke, som har mattere, grovere og mindre jævne, men mere slidstærke og sollysbestandige fibre end morbærsilke.

I Syd- og Centralafrika findes der en slægt processionsspindere ved navn Anaphe; dens larver fremstiller sammen en kokon på størrelse med en kokosnød, hvis elastiske silke bruges til fløjl og plys. Til vild silke regnes også muslinge- og edderkoppesilke.

Silke optrådes og spindes til garn på et silkespinderi.

Silke optrådes og spindes til garn på et silkespinderi.

For at man kan udvinde silken fra silkesommerfuglenes kokoner, må pupperne indeni dræbes, før de laver hul for at komme ud som sommerfugle; derfor tørres kokonerne i solen eller lægges i en 90 °C varm ovn, efter at de største og smukkeste er udvalgt til avl. For at få sericinet fjernet lægges kokonerne i sæbevand og koges i 11/2 time. De yderste lag (floretsilken) fjernes med en børste, hvorefter afhaspningen (opvindingen) af den i gennemsnit 700-1100 m lange, sammenhængende gregetråd (se grege) kan foretages; almindeligvis afhaspes mindst syv kokoner ad gangen. Resterne af de afhaspede kokoner samt andet affald, fx beskadigede kokoner, udvindes til kortere stapelfibre, som sorteres efter længde og spindes til schappe- og bourettesilke. Silke betynges ofte med fx metalsalte for dels at erstatte vægttabet ved afbastningen (afkogningen), hvorved prisen øges, dels forøge glansen; for høj betyngning kan dog nedsætte slidstyrken og øge lysfølsomheden. Silke kan absorbere op til ca. 30% fugt uden at føles våd, den tørrer hurtigt, krøller mindre end bomuld og isolerer godt; silke er derfor et behageligt materiale til beklædning, men den skal behandles forsigtigt ved vask og anden pleje, ligesom den er udsat for skadedyrsangreb.

Historie

Det kinesiske skrifttegn for silke har været kendt fra ca. 2600 f.Kr. I kejser Wu-tis regeringstid i 140-86 f.Kr. opstod de karavaneruter, der senere blev kaldt Silkevejen, og store mængder af silke blev sammen med mange andre varer transporteret ad disse veje mod vest gennem Centralasien; tidligere blev silken transporteret ad søvejen til Den Persiske Bugt eller Det Røde Hav for via Damaskus eller Alexandria at blive sendt til Europa. I Kina var der dødsstraf for at eksportere silkesommerfugle, og i flere tusinde år bevaredes silkeavlens hemmeligheder inden for Kinas grænser.

Silke. Larverne spinder deres kokoner i gitre af bambus, som renses for urenheder og desinficeres over åben ild, før de genbruges.

Silke. Larverne spinder deres kokoner i gitre af bambus, som renses for urenheder og desinficeres over åben ild, før de genbruges.

Det er usikkert, hvor og hvornår der første gang blev avlet silke uden for Kina, men ifølge traditionen smuglede to byzantinske munke sommerfugleæg til Konstantinopel (Istanbul) midt i 500-t., og dermed begyndte silkeavlen i Middelhavsområdet, hvorfra den bredte sig til det øvrige Europa og Nordafrika. Fra 1200-t. dannede den baggrund for en betydelig silkeproduktion i en række italienske og spanske byer, bl.a. Sevilla, og fra 1500-t. til midten af 1800-t. var Lyon i Frankrig et vigtigt center for europæisk silkeindustri.

Morbærsilkeavl har dog aldrig været så omfangsrig i Europa som i Østasien, og importen har altid været større end egenproduktionen; de eneste steder i Europa, der stadig har en lille industriel produktion, er Italien og Polen; krige, sygdomme blandt larverne og ikke mindst et betydelig højere lønniveau end i Østen og Sydamerika har gjort en europæisk produktion urentabel.

Der har også været silkeavl i Danmark; bl.a. begyndte Christian 4. i 1620 en produktion i København (Silkegade), der dog allerede ophørte i 1627, sandsynligvis især pga. manglende viden, men også fordi larverne måtte leve af skorzonerblade, da der ikke kunne skaffes morbærblade. Senere er en vinterhårdfør morbær indført til Danmark, men nu finder silkeavl kun sted på hobbybasis.

Kina og Brasilien står for hovedparten af verdensproduktionen af silke.

Ordets historie

Talrige myter er blevet forbundet med dette vandreords historie, fordi det er en nationalitets stolthed at kunne vise sit modersmål som eksportør af kulturlåneord. Den nordiske benævnelse, der også findes i engelsk, de baltoslaviske sprog og finsk, kan føres tilbage til oldkinesisk *sir, som også var betegnelsen for en trådtykkelse svarende til ti af silkeormens kokontråde. Fra Kina blev både stoffet og ordet ført ad Silkevejen gennem Centralasien og nåede Europa, hvor ser- i begyndelsen brugtes om stoffet silke generelt. Siden – stadigvæk i oldtiden – dannedes adjektiver som græsk serikos, latin sericus ’orientalsk, af silke’.

Seres betød egl. ’silkemænd’ og brugtes om de silkehandlere, som grækerne og romerne ikke havde set. Det var kun enkelte syriske handelsfolk, som nåede frem til handelsstationerne i Centralasien, hvor de købte silken. Silkevejen skar sig gennem 36 landegrænser fra Østkina til Middelhavet, så sererne var altså de ukendte silkehandlere fra Centralasien. Man begyndte da at betegne det centralasiatiske område som „serernes land“, som var sagnomspundent, fordi silken var et mystisk stof, som ingen vesterlænding kendte oprindelsen af, men det måtte ligge langt mod øst. Som de geografiske kundskaber steg i de første århundreder e.Kr., blev det klart, at de „rigtige” serere måtte bo længere østpå. Uanset hvor langt man kom mod øst, stammede stoffet altid fra en mellemhandler, der havde det fra et endnu fjernere sted. Samtidig flyttede centrene for silkeavlen også længere mod øst i selve Kina. En mere præcis fornemmelse for silkens oprindelsesland fik europæerne først hen imod 800-900-t.

Det var sandsynligvis omkring dette tidspunkt, at silken og ordet blev ført til Nordeuropa med de såkaldte væringer (varæger), nordiske købmænd, der rejste gennem det daværende Kijevrige og nåede til Centralasien, hvor de handlede med lokale iransktalende folk, efterkommere af baktriere og parthere. Den parthiske udtale af det græske serikon ’silkeklæde’ kan rekonstrueres som *silikon på grundlag af flod- og egnsnavne; således kaldte partherne ifølge både Plinius d.æ. og gnostikeren Mani den nordøstiranske provins Siris ved Syr Darjas øvre løb for Silis.

Et andet europæisk ord for silke, der bl.a. genfindes i svensk siden, tysk Seide og fransk soie, stammer fra den latinske sammensætning s(a)eta serica ’silke’, egl. ’silkestof’ eller ’orientalsk stof’. Senere brugtes kun seta, men serica lever videre i fransk som serge ’kipervævet kamgarnsstof’.

En af silkens handelsveje gik gennem Mongoliet. Mongolsk torok ’silke’ er blevet overført til betegnelsen for nogle af silkens handelsfolk som turuk, türük; heraf kommer folkenavnet türk ’tyrker’.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frank Vester: silke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159017