Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joseph Marie Jacquard

Oprindelig forfatter MBM Seneste forfatter Redaktionen

Joseph Marie Jacquard. Håndvæv med jacquardmaskine fra Tyskland ca. 1860. Tv. på væven ses jacquardkortene på det endeløse bånd, der ved sin længde angiver en mønsterrapport på 90-140 cm. Jacquardkortene styrer mønsterdannelsen i stoffet. Princippet er det samme i moderne vævemaskiner, blot har computere overtaget kortenes funktion.

Joseph Marie Jacquard. Håndvæv med jacquardmaskine fra Tyskland ca. 1860. Tv. på væven ses jacquardkortene på det endeløse bånd, der ved sin længde angiver en mønsterrapport på 90-140 cm. Jacquardkortene styrer mønsterdannelsen i stoffet. Princippet er det samme i moderne vævemaskiner, blot har computere overtaget kortenes funktion.

Joseph Marie Jacquard, 1752-1834, fransk opfinder. Jacquard, uddannet som bogbinder, skriftstøber og silkevæver, konstruerede en styreanordning til væve baseret på hulkort.

Han fik i 1802 patenteret sin opfindelse, der byggede på en tidligere konstruktion af Jacques de Vaucanson, som benyttede en mønstertromle. Maskinen var fuldt funktionsdygtig i 1808. Få år efter var mange tusinde jacquardmaskiner i gang i Frankrig og snart efter i hele Europa.

Andre silkevævere frygtede for deres levebrød og foranstaltede "maskinstorme" mod Jacquards maskiner og endog et overfald på ham. Han blev belønnet med medaljer, medlemskab af æreslegion og statuer.

Annonce

Jacquardmaskinen

Jacquardmaskinen var styret af en serie mønsterkort med huller, som kunne samle kædetrådene i den nødvendige orden ved fremstilling af mønstervævede stoffer. Kortene regulerede udvælgelse og løft af kædetrådene, der skulle føres over skudtrådene. Op til ca. 400 kædetråde kunne styres enkeltvis, hvilket muliggjorde vævning med meget fine detaljer.

Jacquards princip har været anvendt i vævemaskiner, indtil computerstyring i slutningen af 1900-t. næsten totalt har erstattet hulkortstyringen.

Jacquard har desuden lagt navn til mønsterstrik med flere farver.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Birger Møller: Joseph Marie Jacquard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100400