Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vævning

Oprindelig forfatter KiTof Seneste forfatter Redaktionen

Vævning. I det sydvestlige USA er der fortsat en levende vævetradition som her hos navajo, hvor vævning er kvindearbejde. Navajotæpperne, der produceres både til lokalt brug og til salg til turister og museer, er blevet værdifulde samlerobjekter. Salget giver et ofte tiltrængt tilskud til navajoindianernes økonomi. Udateret fotografi.

Vævning. I det sydvestlige USA er der fortsat en levende vævetradition som her hos navajo, hvor vævning er kvindearbejde. Navajotæpperne, der produceres både til lokalt brug og til salg til turister og museer, er blevet værdifulde samlerobjekter. Salget giver et ofte tiltrængt tilskud til navajoindianernes økonomi. Udateret fotografi.

vævning, metode til stoffremstilling; to trådsystemer, oftest vinkelret på hinanden, flettes sammen til et materiale, der almindeligvis består af tekstile fibre.

Stoffets langsgående tråde kaldes kæden/trenden. Kædetrådene holdes udspændt, og når de hæves eller sænkes, dannes et trådkryds, skellet/faget; foran det lægges skuddet/islættet, som danner det tværgående trådsystem i det vævede stof.

Skellet ændres ved håndkraft eller mekanisk, og det næste skel fastlåser skuddet. Mønsteret, der opstår, når kæde og skud mødes, kaldes en binding.

Annonce

Historie

Vævningens historie går mindst 9000 år tilbage med de ældste fund fra Lilleasien og Israel. Alle tidlige fund fra Mellemøsten, Mellem- og Nordeuropa består af plantefibre. Den tidligste nordeuropæiske uldvævning stammer fra 2500 f.Kr.

Fund af vævevægte på fx bronzealderbopladser tyder på brug af opstadvæve, men også rundvæve eller en overgangsform derimellem kan have været benyttet på samme tid. De eneste spor efter brug af rundvæve, der menes at have været benyttet i en periode i Nordeuropa efter bronzealderen, er den karakteristiske kædelås, der danner både udgangspunktet for og afslutningen på kæden.

På græske vaser fra ca. 500 f.Kr. ses afbildninger af opstadvæve. Fra vægmalerier og fund af modeller i egyptiske grave kendes væven med vandret kæde, der er udspændt over bomme. Den horisontale trampevæv afløste omkring 1000 e.Kr. opstadvæven over en længere periode, der varierede fra land til land, dog har den i visse egne af Norge og Island været i brug helt op til vor tid.

Trækvæven, der muligvis stammer fra Kina, fungerer vha. et snoresystem, harniskudrustning, hvor hver tråd kan løftes for sig; den er forløberen for jacquardvæven (patenteret 1802). Trækvæven muliggjorde vævning af komplicerede mønstre; den blev betjent af to personer, en væver og en dragsvend. Damask fra det flamske område blev sidst i 1500-t. og op gennem 1600-t. fremstillet på trækvæv.

Med opfindelsen af flyveskytten i 1733 forøgedes vævetempoet betydeligt, og den industrielle revolution indledtes. I 1760'erne kom spindemaskinen til, i 1780 den mekaniske væv, og i årene derefter maskiner til valkning, farvning og andre efterbehandlingsprocesser.

Konstruktionen af jacquardvæven fik kolossal betydning, især for silkeindustrien og hørdamaskvævningen. Den hulkortstyrede, mekaniske jacquardvæv med et mønsterkort for hvert skud krævede stadig den samme indlæsning af væven, men gjorde dragsvenden overflødig og vævningen langt hurtigere. Fra 1830'erne var størstedelen af tekstilindustrien mekaniseret.

Bindinger og vævemønstre

Lærredsbindingen, der er den mest almindelige og formodentlig ældste binding, har været brugt med stor opfindsomhed i en mængde variationer. Anvendelse af forskellige spinderetninger i kæde og skud ses tidligt. Vævninger med forskellig tykkelse på kæde- og skudgarn og forskellig afstand mellem de enkelte tråde i kæde og skud kaldes kædereps og skudreps.

Kipervævning, oftest i uld, dukkede op i Mellemeuropa ca. 1000 f.Kr., og i tiden derefter opstod forskellige variationer af kiper. Satinbinding, der primært benyttes til silkevævning, sås i Europa i 1300-t., i uld fra 1400-t. Et specielt bindingsmønster kan opnås i en lærredsbinding ved at lade nogle af kædetrådene flottere, dvs. overspringe nogle af bindingspunkterne.

Teknikken blev benyttet i Kina allerede 1000 f.Kr. og senere under betegnelsen Han-damask. Også i folkelige vævninger har teknikken været anvendt helt op i nutiden. I en ægte damask (og drejl), der væves ved skiftevis at lade kæde- og skudtråde flottere i samme binding, er mønsteret reversibelt.

Ved vævning med flere farver og kontinuerligt skud dannes enten stribet eller ternet stof; ved flerfarvet billed- og gobelinvævning væves med diskontinuerligt skud, oftest anvendes lærredsbinding, hvor skuddet dækker kæden.

En anden gruppe vævninger fremstår med en bund i en af grundbindingerne og indarbejdede effektgarner i forskellige teknikker. Vævninger med luv, hvor der mellem et eller flere bundskud knyttes en række knuder omkring kædetrådene, ses i den nordiske rya og i orientalske tæpper; ligeledes ses vævninger med skåren og/eller uskåren luv uden knuder i finere kvaliteter.

En mønstertråd kan skydes ind som et ekstra skud oven på bundvævningen. Betegnelsen brochering anvendes, når mønstertrådene løber inden for mønsterets kontur. Ved lancering løber mønstertråden i hele vævningens bredde; en lancering kan også løbe i kæderetningen.

Endelig ses vævninger med dobbelte kæder eller dobbelte skud eller begge dele. Samitum er en skudkiper med to kæder, fyldkæde og bindekæde, og mindst to skud; en tilsvarende teknik, taqueté, er skudlærred. Samitum, hvis mønsterskud er bundet i kiper, er oftest enkeltsidet, hvorimod taqueté, hvor mønsterskuddene er bundet i lærred, er dobbeltsidet. Samitum blev formodentlig udviklet i 200-t. i Iran.

Omkring 1000 udvikledes lampasteknikken, der blev den dominerende væveart inden for silkevævning. Lampas har to kæder, grundkæde og bindekæde; grundkæden og grundskuddet bindes i en af de tre grundbindinger, og mønsterskuddet eller -skuddene flotterer over og under grundkæden og bindes af bindekæden i en af grundbindingerne eller en anden binding. Diasper og beiderwand er nogle af variationerne.

Båndvævning kan væves på mange forskellige typer væve. Brikvævede bånd har været udført over det meste af verden og er en af de ældste tekstilfremstillingsmetoder. Se også binding.

Læs videre væveredskaber og om industriel vævning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Toftegaard: vævning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181606