Indførelsen af De Rådgivende Provinsialstænder i 1835-36 skabte ny grøde i foreningslivet. Det liberale borgerskab så det som sin opgave at berede vejen for en bredere deltagelse i de offentlige anliggender, og almen og politisk oplysning blev et kardinalpunkt i foreninger som Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug og Læseselskabet af 1835.
I 1840'erne blev forfatningsspørgsmålet og forholdet til hertugdømmerne foruden problemerne, der var knyttet til næringsvæsenet og landboforholdene, væsentlige impulser i foreningsdannelsen. I 1840 stiftedes Haandværkerforeningen i København, der varetog småborgerskabets erhvervsinteresser, og i 1847 oprettedes Haandværkerdannelsesforeningen, der ville formidle oplysning og dannelse blandt byarbejderne.
På landet gav Landkommunalforordningen af 1841 gårdmandsstanden mulighed for at få medindflydelse på sognets styrelse. I de følgende år blev der dannet en lang række landkommunal- og landboforeninger; ledelsen blev udpeget ved demokratiske valg, og en fri medlemstilgang og lave kontingentsatser betød, at foreningerne blev åbnet for brede kredse. Bondevennernes Selskab, der blev stiftet i 1846 som et led i de liberales bestræbelser på at vinde bondestanden for tanken om en fri forfatning, byggede på disse lokale foreninger.
Uanset det liberale borgerskabs ledelse og den centralistiske organisationsstruktur indvarslede Bondevennernes Selskab og den bondepolitiske bevægelse en ny organisationsform i kraft af den brede og lokalt funderede organisationsstruktur og bevægelsens tydelige klassepræg. Bønderne fik erfaring for, hvad der kunne udrettes gennem kollektiv adfærd, hvilket bl.a. blev baggrunden for den omfattende lokale selvorganisering, der tog fart på landet fra 1860'erne på såvel det sociale og økonomiske som det religiøse og kulturelle område.
Forudsætningen for det kraftige opsving i foreningslivet og udbredelsen i befolkningens bredere lag var Grundloven § 92, der sikrede borgernes ret til uden forudgående tilladelse at stifte foreninger i ethvert lovligt øjemed. Under enevælden fandtes der ikke nogen egentlig foreningslovgivning; øvrighedens indstilling til foreningsdannelser svingede efter de politiske forhold, men forbud mod foreningsdannelse var der på intet tidspunkt tale om.
Enhver forening kunne dog opløses af regeringen, uden at beslutningen først skulle prøves ved en domstol. Denne bestemmelse blev i de urolige år i 1840'erne brugt over for bl.a. Studentersamfundet og Det Skandinaviske Samfund.
Indførelsen af det borgerlige demokrati på det forfatningsmæssige plan med Grundloven af 1849 og på det lokale plan med en udvidelse af det kommunale selvstyre fra 1867 gav større dele af befolkningen adgang til at øve indflydelse og forstærkede tendensen til organisationsdannelse. Foreningen blev de folkelige bevægelsers klassiske organisationsform. I modsætning til den tidligere borgerlige tradition var de folkelige bevægelsers foreninger karakteriseret ved at være åbne, demokratisk opbyggede og dannet på lokalt initiativ. Mange foreninger fungerede kun på det lokale plan, tilpasset lokale behov og interesser.
Landbosamfundets folkelige bevægelser og deres organisationsdannelser i 1860'erne og 1870'erne blev fulgt op af folkelige bevægelser og foreningsdannelser blandt de lavere socialgrupper i by og på land, først i form af afholdsbevægelsen, senere i form af arbejderbevægelsen og husmandsbevægelsen.
Også i byerne fandt der i slutningen af 1800-t. en organisering sted. Her førte frygten for konsekvenserne af liberaliseringen af næringsforholdene til oprettelse af håndværker-, handels- og borgerforeninger, som var med til at markere den nye middelklasse, der efterhånden skilte sig ud.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.